Mødedato: 28.04.2022, kl. 18:30
Mødested: Lokale 204 (2. sal) EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

Høring af forslag om ændring af skoledistrikt fra Brønshøj til Bellahøj Skole

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter offentlig høring af forslag om ændring af skoledistrikt fra Brønshøj Skole til Bellahøj Skole, herunder indsats for at gøre opmærksom på høringen.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bemyndiger formandsskabet til at indsende høringssvar om sagen på vegne af lokaludvalget, såfremt lokaludvalget ønsker at indsende høringssvar om sagen.

Problemstilling

Antallet af børn i skolernes distrikter og søgningen til skolerne ændrer sig over tid, og det er derfor løbende nødvendigt at tilpasse skolernes distrikter, så de ikke får for mange elever. Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) fremlægger hvert år en sag om ændringer i skoledistrikter. I dette års sag indstilles det at sende to ændringer gældende fra skoleåret 2023/24 i høring, som udvalget og Borgerrepræsentationen efterfølgende skal tage endelig stilling til. For Brønshøj-Husum er der forslag om flytning af rode 277 fra Brønshøj Skole til Bellahøj Skole. Forslaget er sendt i offentlig høring med frist d. 20. maj. Se bilag for høringsbrev samt forslag om distriktsændringer. 

Brønshøj Skole har kapacitet til 4 spor (40 klasser), og i nuværende skoleår har skolen indskrevet 39 klasser. I de næste to skoleår forventes skolen at optage hhv. fem 0. klasser og fire helt fyldte 0.
klasser, hvilket vil betyde, at de overskrider kapaciteten. Bellahøj har kapacitet til 4 spor (40 klasser), men i nuværende skoleår er der blot indskrevet 32 klasser med få elever i klasserne.
Hvis der skal ændres i distriktet, så foreslår forvaltningen, at rode 277 flyttes fra Brønshøj Skoles
distrikt til Bellahøj Skole, hvilket vil reducere antallet af elever på Brønshøj Skole med 14 i 2023-24.
Ændringen forventes at medføre, at Brønshøj Skole i skoleåret 2023-24 og i de efterfølgende år danner fire 0. klasser til hvert skoleår, svarende til skolens kapacitet. På Bellahøj Skole vil det bidrage til, at den ledige kapacitet kan udnyttes i større grad. Rode 277 har før
2012 tilhørt Bellahøj Skole.

På nuværende tidspunkt er socioøkonomien i distriktet til Brønshøj Skole bedre end i distriktet til
Bellahøj Skole. Rode 277 er blandt de socioøkonomisk stærkeste roder i distriktet til Brønshøj Skole. Ændringen forventes derfor at udjævne socioøkonomiske forskelle mellem de to skoler og bidrage til mere blandede skoledistrikter.

Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) ser ikke nogen udfordringer ved ændringen ift. sikre skoleveje.
Forvaltningen anbefaler ikke løsningen, da distriktsændringen ikke lever op til principperne for
mindste indgriben og kapacitetsbehov. Med den nuværende befolkningsprognose forventes det, at
Brønshøj Skole uden ændring af distriktet igen vil komme ned på optag af fire 0. klasser fra 2024/25. Skolen vil derved kun overskride dens fastsatte kapacitet ved næste skoleindskrivning. Det ekstra antal klasser skal i stedet håndteres via en klassesammenlægning på de senere årgange eller ved kapacitetsafhjælpende foranstaltninger. Skolen forventer dog ikke, at det bliver muligt at lægge klasser sammen, og skolelederne fra begge skoler ønsker, at forslag om ændringen sendes i høring.

Løsning

Lokaludvalget drøfter høringen. Der er høringsfrist 20. maj. Alle kan indsende høringssvar via Københavns Kommunes høringsportal www.blievhoert.kk.dk: Distriktsændringer for skoleåret 2023/2024 (kk.dk)

Sekretariatet foreslår, at tage kontakt til grundejerforeninger i rode 277 for at gøre dem opmærksom på høringen.

Af hensyn til høringsfristen d. 20 maj, der ligger før næste lokaludvalgsmøde d. 24. maj, foreslår sekretariatet, at lokaludvalget bemyndiger formandsskabet til at indsende høringssvar på vegne af lokaludvalget - såfremt lokaludvalget ønsker at indsende høringssvar.

Videre proces

Sekretariatet annoncerer den offentlige høring på Facebook og gør opmærksom på, at alle kan indgive høringssvar om sagen.

Beslutning

Der var mødt to tilhørere op for at overvære lokaludvalgets drøftelse af denne sag. De fortalte, at mange køber bolig efter skoledistriktet. Endvidere at alle bør bidrage til at løse problemstillingen – og ikke kun forældre til 14. børn. Lokaludvalget tog tilhørernes perspektiver til efterretning.

Lokaludvalget drøftede forslaget af ændring af skoledistrikt fra Brønshøj til Bellahøj Skole, herunder at skolesammenlægninger og distriktsændringer betyder meget for borgerne. Endvidere at forvaltningen ikke anbefaler skoledistriktsændringen.  Lokaludvalget drøftede, at det er vigtigt at børn tilknyttes nærmest beliggende skole. Jesper Johansen Meisner oplyste, at han er blevet oplyst om, at Brønshøj Skole har fået dispensation til at slå klasserne sammen.

Lokaludvalget besluttede at indsende høringssvar om sagen, hvor lokaludvalget gør opmærksom på, at lokaludvalget er imod forslaget om skoledistriktsændringen - på baggrund af ovenstående drøftelser. Lokaludvalget gav formandsskabet mandat til at udarbejde og indsende høringssvar om sagen.

Sekretariatet kontakter grundejerforeninger i rode 277 og gør dem opmærksom på den offentlige høring. Endvidere annoncerer sekretariatet høringen i lokaludvalgets faste annonce i Brønshøj Husum avis i næste uge.

Sekretariatet kontakter dertil skolelederne på Bellahøj og Brønshøj Skoler og spørger, hvorfor de har ønsket at sende forslaget i offentlig høring.

Til top