Mødedato: 28.04.2022, kl. 18:30
Mødested: Lokale 204 (2. sal) EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

Høring om forslag til trafikale ændringer ved Korsager Skole

Tidligere beslutninger

  • Forslag til trafikale ændringer på vejene omkring Korsager Skole for at øge sikkerheden og trygheden er sendt  høring med høringsfrist 29. april via Københavns Kommunes høringsportal blivhoert.kk.dk |  Alle kan indgive høringssvar.
  • Sekretariatet har kommunikeret om den offentlige høring på Facebook, ligesom opslaget er  delt i relevante Facebookgrupper i bydelen.
  • Palle Lolk, tidligere formand for lokaludvalgets Byudviklingsudvalg, oplyste på lokaludvalgsmødet d. 24. marts, at han havde kontaktet grundejerforeningerne i området for at gøre dem opmærksom på høringen.

 

 

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget vil indsende høringssvar til offentlig høring om forslag til trafikale ændringer ved Korsager Skole.

Problemstilling

I forbindelse med at øge sikkerheden og trygheden på skolevejene til Korsager Skole afholder Københavns Kommune offentlig høring vedr. foreslåede vejændringer på Grevingevej, Gadstrupvej og Gislingevej. Læs mere og se høringsmateriale samt kort her: Ændringer af veje ved Korsager Skole (kk.dk)

Baggrund

I budget 2021 er der afsat midler til en bydækkende screening af skoleveje til alle skoler for at begrænse kørsel i tidsrummet 7.30-8.30. Desuden er der afsat penge til at udføre tiltaget på et mindre antal skoler. Korsager Skole er udpeget til en af disse skoler. Initiativet er udarbejdet for at skabe mere trygge skoleveje og derved gøre det lettere for skolebørnene at overskue trafikken.

Da skolens naboer skal have vejadgang på alle tider af døgnet, vil der flere steder blive skiltet med ”indkørselsforbud med beboerkørsel tilladt” ved udvalgte indkørsler til området.

Ændringerne omkring skolerne kan blandt andet betyde eventuelle nedlæggelser af et mindre antal parkeringspladser, indkørselsforbud, vigepligt, standsningsforbud og påbudt kørselsretning. Hvilke ændringer der gælder for den indbefattede skole kan aflæses på oversigtskortet her: Ændringer af veje ved Korsager Skole (kk.dk)

Alle kan indsende høringssvar via Københavns Kommunes høringsportal. Københavns Kommune ønsker at få borgernes eventuelle bemærkninger til høringsbrevet senest d. 29. april 2022. Forvaltningen vil på baggrund af høringssvar vurdere om forslaget skal justeres. Vejændringerne forventes at blive udført i løbet af 2022.

 

Løsning

Lokaludvalget tager den offentlige høring til efterretning.

Sekretariatet har annonceret høringen på lokaludvalgets Facebookside.

Det afgående Byudviklingsudvalg har rettet henvendelse til de to nærmeste grundejerforeninger: G/F Allé gårdens Villaby, G/F Husum Ny Haveby samt AB SteGis for at gøre dem opmærksomme på høringen.

Det afgående Byudviklingsudvalg vurderer ikke, at lokaludvalget skal afgive høringssvar om sagen med mindre lokaludvalget ønsker at gøre opmærksom på, at høringsmaterialet fremstår mangelfuldt, da der ikke er en fremlæggelse af tankerne bag de foreslåede tiltag.

 

Videre proces

Såfremt lokaludvalget ønsker at indsende høringssvar, sammenfatter sekretariatet lokaludvalgets bemærkninger og fremsender disse.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede ikke at indsende høringssvar.
Til top