Mødedato: 28.04.2022, kl. 18:30
Mødested: Lokale 204 (2. sal) EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

Meddelelser

Se alle bilag

Indvielse hos Bellahøj 21Barking

Brønshøj-Husum Lokaludvalg var inviteret til indvielse hos Bellahøj21 Barking fredag d. 22. april. Fra lokaludvalget planlagde Christoffer Rosenkrands, Kirsten Møller, Thomas Bryde, Søren Krøigaard og Chris Andersen at deltage. Se bilag for invitation. Christoffer Rosenkrands ville ønske tillykke med indvielsen på vegne af lokaludvalget.

 

Naboorientering – vedr. dispensation fra lokalplan Store Torv

Orienteringen vedrører udførslen af tagterrassen til seniorbofællesskabet. Orienteringen er sendt til naboer til området og de har høringsfrist 29. april.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler projektet, da der er tale om mindre bygningsændringer, der giver et byggeri, der spiller sammen med det eksisterende byggeris arkitektoniske udtryk. 

Se illustrationer og høringsbrev i bilag.

 

Vejgenopretning - Hyrdevangen

I budgettet for 2021 blev det besluttet, at afsætte penge til et vejgenopretningsprojekt på Hyrdevangen. I november 2021 fik lokaludvalget tilsendt et orienteringsbrev, som også kan ses i bilag. Projektet er nu ved at være klar til at blive sat i gang. Der vil i den forbindelse blive fremsendt en orientering til naboerne, som lokaludvalget også vil modtage.

 

Introduktionskursus til "Københavnerkortet" den 4. maj kl. 17-18.30 på Teams

Efter forespørgsel fra medlemmer i Bispebjerg Lokaludvalg, afholdes der et online møde på Teams om de mange muligheder i Københavnerkortet (https://kbhkort.kk.dk/spatialmap) og andre korttyper, som lokaludvalgene kan have gavn af at bruge. Det er Frans La Cour og Malene Behrend Kirkegaard fra Bydata i Teknik- og Miljøforvaltningen, som står for introduktionen.

Skriv til Katrine Dilling Holst fra sekretariatet for at få tilsendt et link til Teams-mødet (linket er også udsendt på mail den 8. april).

 

Status vedr. lokalplan for Bystævneparken

Torsdag d. 31. marts holdt Byudviklingsudvalget møde med repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen om kommende lokalplansproces for Bystævneparken. Se bilag for referat af mødet.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg indsendte i februar høringssvar til indledende høring af lokalplansprocessen samt en henvendelse til Teknik og Miljøudvalget med lokaludvalgets perspektiver. Læs mere her: Indledende høring om lokalplansforslag Bystævneparken | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod har efterfølgende svaret på lokaludvalgets henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget. Se bilag.

På kommende halvårlige møde d. 24. maj kl. 17.00-18.00 mellem Teknik- og Miljøforvaltningen samt lokaludvalget, orienteres lokaludvalget om lokalplansprocessen for Bystævneparken.

 

Resultat af forhandlinger om Overførselssagen 2021-2022

Brønshøj-Husum Lokaludvalg indsendte i januar ønsker til forhandlinger om Overførselssagen. Se bilag. Overborgmesteren har sendt lokaludvalget resultatet af Overførselssagen. Se bilag. 

Der er i Brønshøj-Husum afsat midler til etablering af hundegårde i Husum, genhusning og supplerende tiltag i forbindelse med helhedsrenovering af Korsager Skole, screeningsbevilling til idrætshelhedsplan for Tingbjerg Idrætspark samt planlægningsbevilling til istandsættelse af
Center for Rehabilitering og akutpleje - Bystævneparken.

Aftalen om Overførselssagen kan læses her: https://www.kk.dk/OFS2022

 

Samarbejdsmøder om Cirkuspladsen og Bellahøjmarken

Bispebjerg Lokaludvalg har inviteret til samarbejdsmøde om udvikling af Cirkuspladsen d. 20 april. Mødet var en opfølgning på besigtigelsesgåtur i grænselandet mellem Vanløse, Brønshøj-Husum og Bispebjerg. Se bilag for invitation.

Jens Kristian Jensen og Christoffer Rosenkrands deltog på vegne af lokaludvalget.

Vanløse Lokaludvalg har inviteret til opfølgende møde om udvikling af Bellahøjmarken og Genforeningspladsen den 27. april. Mødet er en opfølgning på Kultur- og Fritidsforvaltningens workshops, der blev afholdt sidste år, og skal handle om hvor er vi nu, og hvordan arbejder vi sammen videre med projektet? Ligeledes er mødet en forlængelse af det brede samarbejde om grænselandet mellem Bispebjerg, Brønshøj-Husum og Vanløse, hvor der også holdes møde om Cirkuspladsen den 20. april. Se bilag for invitation.

Jens Kristian Jensen og Elsebeth Thorlak deltog på vegne af lokaludvalget.

 

Svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. vandkvalitet i Utterslev Mose

Lokaludvalget har sendt Teknik- og Miljøudvalget spørgsmål om vandkvaliteten i Utterslev Mose. Der er kommet svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Se bilag.

 

Digitalt møde om delebilisme og lade infrastruktur 29. marts

Teknik- og Miljøforvaltningen inviterede til digitalt møde om delebilisme og lade infrastruktur d. 29. marts.

Borgerrepræsentationen vedtog den 24. juni 2021 hhv. ”Handlingsplan for ladeinfrastruktur – del 1” og ”Handlingsplan for delebilisme – del 1”. Med planerne blev vedtaget en række mål, principper og initiativer til udbredelse af ladeinfrastruktur og delebilisme i Københavns Kommune. Efter vedtagelse af planerne blev det besluttet i forhandlingerne om Budget 2022 at omdanne 4.100 p-pladser til p-pladser med ladestandere og 900 p-pladser til p-pladser til delebiler med fast stamplads frem mod 2025.

Siden den politiske vedtagelse af del 1 har vi i Teknik- og Miljøforvaltningen arbejdet videre med planerne og forventer at fremlægge de endelige planer til politisk behandling i Teknik- og Miljøudvalget i april 2022 og i Borgerrepræsentationen i maj 2022. 

Teknik- og Miljøudvalget behandlede sagen på deres møde 4. april. Læs mere her:

Handlingsplan for delebilisme 2022-2025 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Handlingsplan for ladeinfrastruktur 2022-2025 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Christoffer Rosenkrads, Christian Erdmann og Palle Lolk deltog i mødet.

 

Københavns Nattelivsudvalg

Københavns Kommune har nedsat et Nattelivsudvalg, der fungerer som rådgivende og forberedende udvalg for Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget med henblik på at kvalificere beslutningerne på restaurations- og nattelivsområdet. Udvalget har derudover til opgave at arbejde med forslag og konkrete indsatser til begrænsning af gener fra nattelivet. Det inkluderer blandt andet opgaver med undersøgelse og dokumentation, iværksættelse af lokale indsatsgrupper samt uddeling af midler fra Nattelivspuljen. Læs mere her: Københavns Nattelivsudvalg | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Fra lokaludvalgene er Bent Lohmann fra Indre By repræsenteret. Han vil løbende invitere repræsentanter fra lokaludvalgene til møde mhp. at få input forud for møderne i Nattelivsudvalget. Der var ikke repræsentanter fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg, der havde mulighed for at deltage i første forberedende møde 6. april. 

 

Møde mellem lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen ved Byplan Nord tirsdag d. 24. maj kl. 17.00-18.00

Teknik- og Miljøforvaltningen har praksis for at holde halvårlige møder, hvor lokaludvalget orienteres om sager i Brønshøj-Husum. Mødet skulle havde været afholdt i februar, men er blevet udskudt til d. 24. maj - forud for et lokaludvalgsmøde.

Det afgående lokaludvalg havde nedenstående ønsker til dagsorden for mødet:

  • Kort orientering om Bystævneparken
  • Kort orientering om Tingbjerg
  • Evt. nye byudviklingsplaner i Brønshøj-Husum

Derudover ønskes kort aktuel status for:

  • Husumforbindelsen
  • Cykelstiprojektet på Gadelandet
  • Forbedringerne af supercykelstien langs Hareskovvej
  • Sikringen af skolevejene over Hareskovvej
  • Trafikanalyse af Frederikssundsvej
  • Analysen af BRT på Frederikssundsvej
  • Skybrudsplaner

Sekretariatet eftersender en invitation til lokaludvalget med dagsorden.

 

Besøg af Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod 10. august kl. 17.00-19.00

Borgmester Line Barfod vil meget gerne komme ud og besøge lokaludvalget og blive lidt klogere på, hvad der optager Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Der foreslås en cykel- elle gåtur i sensommeren/efteråret af 2 timers varighed. Det er op til lokaludvalget, hvad I gerne vil vise borgmesteren og snakke om.

Sekretariatet har planlagt besøget til onsdag d. 10. august kl. 17.00-19.00 og foreslår, at lokaludvalget forbereder besøget inden sommerferien.

 

Besøg af Socialborgmester Karina Vestergaard Madsen på lokaludvalgsmøde torsdag d. 29. september kl. 18.30

Socialborgmester Karina Vestergaard Madsen har sendt en invitation til lokaludvalget om et møde. Se bilag. Sekretariatet har inviteret borgmesteren til at deltage i starten af lokaludvalgets møde d. 29. september. Sekretariatet foreslår, at lokaludvalget forbereder form og dagsorden for mødet senest starten af september.

 

Sophie Hæstorp Andersens tiltrædelsesreception 29. april kl. 15-17

Den nyvalgte formand for Brønshøj-Husum Lokaludvalg er inviteret til Sophie Hæstorp Andersens tiltrædelsesreception. Sekretariatet har tilmeldt en person.

 

Mødeforum 2022

Lokaludvalgets formand repræsenterer lokaludvalget i ”Mødeforum”, som er det officielle samarbejdsforum mellem de 12 lokaludvalg og Økonomiforvaltningen.
Mødeforum afholdes typisk 5-6 gange årligt, hvoraf overborgmesteren deltager i et årligt møde. LUFT er lokaludvalgsformændenes egne møder.
 
  • LUFT tirsdag d. 17. maj – Mødeforum onsdag d. 1. juni
  • LUFT mandag d. 22. august – Mødeforum tirsdag d. 20. september
  • LUFT torsdag d. 6. oktober – Mødeforum onsdag d. 2. november
  • LUFT mandag d. 14. november – Mødeforum mandag d. 5. december

 

Beslutning

Vedr. digitalt kursus med introduktion til 'Københavnerkortet':

Sekretariatet gensender mødelink til hele lokaludvalget. Her er ingen tilmelding.

 

Svar fra TMF vedr. vandkvalitet i Utterslev Mose

Ida Jørgensen oplyste, at der kommer påbud fra staten til København Kommune. Det betyder, at forsyningsselskaberne kan etablere foranstaltninger, der mindsker spildevandsudledning. Ida Jørgensen oplyste endvidere, at det afgående Miljøudvalg ønsker et rensningsanlæg i forhold til forureningen fra Harrestrup Å.

Til top