Mødedato: 28.01.2016, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 67, 2700 Brønshøj

Skrivelse vedr nedlæggelse af busstop på Frederikssundsvej til Frank Jensen og Morten Kabell

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget beslutter at sende udkast til skrivelse vedr. nedlæggelse af busstop på Frederikssundsvej

Problemstilling

På baggrund af en række henvendelser fra lokale borgere, foreslås det at tilskrive Overborgmester Frank Jensen og Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell med anmodning om at der sker en revurdering af nedlæggelsen af stoppestederne.

Det skal tilføjes, at nedlæggelsen af de nævnte stoppesteder blev besluttet allerede i 2013 af Borgerrepræsentationen, samt at Lokaludvalget i sine høringssvar omkring busprojektet ikke har gjort indsigelse med nedlæggelsen af stoppestederne. På det afholdte borgermøde har der heller ikke været indsigelser.

Løsning

Lokaludvalget godkender følgende udkast til brev:

"Kære Frank Jensen og Morten Kabell,
I forbindelse med etableringen af den højklassede busløsning på Frederikssundsvej er ovennævnte stoppested for bus 5A nedlagt. Brønshøj-Husum Lokaludvalg har modtaget en række henvendelser fra lokale borgere, der stærkt beklager nedlæggelsen af stoppestederne. Nedlæggelsen betyder, at der skønnes at være urimeligt langt mellem stoppestederne på Frederikssundsvej på strækningen mellem Brønshøj Torv og Bellahøj Kirke.

Borgerne peger bl.a. på, at der i umiddelbar nærhed af de nedlagte stoppesteder ligger et plejehjem og en lægeklinik, samt at relativt mange borgere med bopæl i nærheden er ældre.

I betragtning af at bus 5A også er til lokal transport i bydelen, mens bus 350S primært er til borgere, der rejser gennem bydelen, skal Lokaludvalget anmode om, at der foretages en revurdering af nedlæggelsen af de nævnte stoppesteder med henblik på at genetablere de stoppestederne.
Med venlig hilsen, Erik Fisker, Formand"

 

Beslutning

Erik Fiskers udkast til skrivelse, som var rundsendt til Lokaludvalget på e-mail den 26. januar og omdelt på mødet, blev godkendt med nogle små tilføjelser til brevets tredje afsnit, således:

"Borgerne peger bl.a. på, at der i umiddelbar nærhed af de nedlagte stoppesteder ligger et plejehjem to lægeklinikker og to dagligvarebutikker. Dertil har relativt mange ældre borgere bopæl i nærheden, ligesom der opleves utryghed ved det alternative stoppested ved Hyrdevangen."

 

Til top