Ansøgning om støtte til "2700 Black Friday" (2016-midler)
Indstilling
1. At lokaludvalget giver afslag på støtte til projektet "2700 Black Friday".
Problemstilling
HBH Handels- og Erhvervsforeningen i Brønshøj-Husum-Tingbjerg søger støtte til aktiviteter i forbindelse med Black Friday den 25. november.
For at sætte gang i julehandlen i bydelen vil HBH tilslutte sig Black Friday-traditionen, hvor butikkerne holder længe åbent med gode tilbud.
Aktiviteterne består i, at en kaffevogn i tidsrummet kl. 16-20 kører fra Husum torv til Bellahøj og deler gratis kaffe ud til alle der handler i butikkerne. Derover vil der være uddeling af lakridser.
Der reklameres for arrangementet med plakater og flyers samt i lokalaviser, på hjemmesider og sociale medier.
Aktiviteterne er gratis og retter sig mod alle bydelens beboere. Ansøger forventer 2000 deltagere.
Arrangementet afholdes i samarbejde med Brønshøj Kirkes Pigekor, Natteravnene og muligvis flere lokale foreninger.
Sekretariatet har bedt ansøger uddybe, hvordan samarbejdsparterne er involveret i projektet og med hvilke aktiviteter. Ansøger har meddelt, at tanken er, at Brønshøj Kirkes Pigekor uddeler kaffe og Natteravnene uddeler lakridser, men at aftalerne ikke er helt på plads endnu.
Ansøgt beløb: 10.000 kr.
Forventede udgifter: 23.500 kr.
Egenfinansiering: 13.500 kr.
Støtten søges til annoncering, kaffevogn, slik og pynt i butikkerne.
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til, at der gives afslag på ansøgningen. Begrundelsen er, at der ikke er givet tilsagn fra de angivne samarbejdspartnere og fordi det alene er kommercielt. Ansøgningen har også været behandlet i Byudviklingsudvalget, der indstiller til, at der gives afslag på ansøgningen på grund af den manglende netværksskabende effekt og manglende gennemarbejdelse af projektet. (usikkerhed om pigekorets deltagelse mv.). Forretningsudvalget støtter fagudvalgenes indstilling med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning".
Løsning
Der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at Lokaludvalget vurderer, at projektet som det er beskrevet i ansøgningen har en begrænset netværksskabende effekt og har for kommercielt et formål.
Beslutning
Der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at Lokaludvalget vurderer, at projektet som det er beskrevet i ansøgningen har en begrænset netværksskabende effekt og har for kommercielt et formål.