Mødedato: 27.10.2016, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til "Julebelysning langs Frederikssundsvej 300-308" (2016-midler)

Indstilling

Formanden indstiller,

1. At lokaludvalget bevilger 7.116 kr. til projektet "Julebelysning langs Frederikssundsvej 300-308".

Problemstilling

Optometrist Johnnie Jørgensen fra Husum Special Optik søger støtte til indkøb af lyskæder til brug som juleudsmykning foran forretningerne i ejendommen Husumtoften (den gamle biografbygning) på Frederikssundsvej.

Erhvervene i Husumtoften har siden 1988 haft tradition for at pynte Frederikssundsvej foran ejendommen (en strækning på ca. 130 meter) med granguilander og lyskæder i december måned for at skabe julestemning blandt de handlende.

Lokaludvalget har af flere omgang givet støtte til indkøb af lyskæder, senest i 2014. Her fik ansøger støtte til at udskifte de eksisterende lyskæder, som grundet alderdom var begyndt at lyse meget svagt. Sekretariatet har bedt ansøger uddybe, hvilken stand lyskæderne fra 2014 er i og hvad formålet med at købe nye lyskæder er. Ansøger har forklaret, at det i 2014 viste det sig, at nogle af de kasserede stadig virkede og disse kæder har været ophængt i dele af granguilanden, der ikke tidligere har haft lyskæder, for at øge mængden af lys. Det er disse, nu fem år gamle, tidligere kasserede, lyskæder, som ansøger søger støtte til at udskifte. De lyskæder, som Lokaludvalget bevilgede støtte til for to år siden, fungerer fint. 

 Ansøgt beløb: 7.116 kr.

Forventede udgifter: 7.116 kr.

Ansøger udfører arbejdet med at planlægge juleudsmykningen på frivillig basis og afholder selv udgifterne til opsætning i samarbejde med i andre erhverv i Husumtoften.

Ansøgningen har været behandlet i Byudviklingsudvalget og Kulturudvalget. Begge udvalg indstiller, at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Løsning

Projektet bevilges 7.116 kr. i støtte.

 

Beslutning

Projektet bevilges det ansøgte beløb på 7.116 kr. i støtte.

Til top