Mødedato: 27.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Fysisk møde i lokale 204 på EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

Ansøgning om støtte til "FLUGT ved Mosen - en performance og lydinstallation opstillet i byrummet"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "FLUGT ved Mosen - en performance og lydinstallation opstillet i byrummet"

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Teater Bæst (ikke hjemhørende i bydelen) søger støtte til et kunstværk i form af en performance og lydinstallation opstillet i to militærtelte som stilles i Vestmosen (Utterslev Mose) på Brønshøjsiden. Værket hedder FLUGT om handler om mennesker på flugt og om følelsen af apati og magtesløshed i forhold til krisesituationer. To performere medvirker i performancen, som opføres for publikum ca. 10 gange. Desuden kan lydinstallationen opleves i hele perioden 18.-20. august 2021.    

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er fra 16 år og op. Aktiviteten er åben for alle, men ansøger vil målrette kommunikationen til unge voksne. Billetprisen er ca. 120 kr. og 60 personer vil kunne købe billet til forestillingen. Desuden forventer ansøger, at 100-150 personer/forbipasserende vil opleve de små interaktive installationer, der er offentligt tilgængelige i perioden 18.-20. august. 

Annoncering sker via Facebook. Desuden vil ansøger forsøge at få omtale i Iscene, Politiken og lokalavisen.

Teater Bæst afsøger mulighederne for at få en mere permanent base i Brønshøj
Husum-området eller ydre NV og er i kontakt med flere potentielle lokale samarbejdspartnere. Ansøger er stadig i dialog omkring omfanget af disse samarbejder og kan derfor
på nuværende tidspunkt ikke oplyse specifikke samarbejdspartnere for dette projekt endnu.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 29.550 kr.
Forventede udgifter: 64.750 kr.
Forventede indtægter: 35.200 kr.

Projektet rummer udgifter til honorarer til teknisk personale og performere, PR, leje af telte, leje af teknisk udstyr, scenografi, leje af lokale til preproduktion, billethåndtering m.m. Forventede indtægter stammer fra entrébetaling samt støtte fra Statens Kunstfond (ansøgt). Ansøger afholder udgiften til leje af lokale til preproduktion samt medarbejdertimer. 

Sekretariatets bemærkninger

Ansøger har oplyst til sekretariatet, at støtten ikke søges til honorarer, men til andre udgifter som leje af udstyr, scenografi m.m. 

 Sekretariatet har opfordret ansøger til at eftersende samarbejdsaftaler med lokale aktører, såfremt de kommer i stand inden lokaludvalget behandler ansøgningen.

Løsning

Ansøgningen behandles i Kulturudvalget der indstiller til afslag på grund af manglende lokal forankring og honorarer til ansøger selv.  Social- og Sundhedsudvalget indstiller også til afslag, da projektet mangler lokal tilknytning og rummer uklarheder i forhold til produktionsomkostninger, billetpris m.m.

 

Forretningsudvalget støtter fagudvalgenes indstilling om afslag med følgende begrundelse:

Begrundelsen for afslaget er, at projektet ikke er tilstrækkeligt lokalt forankret, fx i form af lokale samarbejdspartnere. 

Beslutning

Lokaludvalget gav afslag på støtte til projektet "FLUGT ved Mosen - en performance og lydinstallation opstillet i byrummet"

Begrundelsen for afslaget er, at projektet ikke er tilstrækkeligt lokalt forankret, fx i form af lokale

samarbejdspartnere.

Til top