Mødedato: 27.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Fysisk møde i lokale 204 på EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

Ansøgning om støtte til "Brønshøj Husum Gadehaver"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Brønshøj Husum Gadehaver" med 8.050 kr. 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En lokal borger søger støtte til beplantning af vejbede og opstilling af plantekasser i bydelen. Beplantningen skal ske langs Frederikssundsvej mellem Brønshøj Torv og Husum Torv. Plantekasserne skal opstilles på gadehjørner i bydelen. Projektet finder sted fra 1. juni-1. december 2021 med afholdelse af to plantedage i juni og juli og en i oktober. Otte plantekasser vil bliver bygget og opstillet ved andre aktivitetsdage.

På grund af trafiksikkerheden kræves der afspærring og skiltning ved plantearbejde langs Frederikssundsvej. Derfor søges støtte til indkøb af to særlige skilte, som er et krav fra Københavns Kommune.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er alle borgere i Brønshøj-Husum. Der rekrutteres til plantegruppen via Facebookgruppen Brønshøj Husum Gadehaver, der pt har 80 medlemmer. Projektet er åbent for alle og det er gratis at deltage.

Projektet har været nævnt i lokaludvalgets Bydelsguide i 2021. Der gøres reklame for projektet via Facebook, på skilte i plantekasserne og via omtale i lokalaviserne. 

Ansøger planlægger at skabe samarbejde med erhvervslivet og lokale organisationer. Initiativet bygger på engagement fra beboere i bydelen og idéen er at inddrage så mange bidrag som muligt, her under donationer af jord, blomster, blomsterkasser mv.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 8.050 kr.
Forventede udgifter: 8.050 kr.

Projektet rummer udgifter til frø, løg og blomster, indkøb af to trafiktavler samt materialer til plantekasser. Initiativets deltagere bidrager med frivilligt arbejde og forsøger at skaffe yderligere materialer, frø m.m. via donationer.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Byudviklingsudvalget, der indstiller til støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Lokaludvalget traf beslutning om at støtte projektet "Brønshøj Husum Gadehaver" med 8.050 kr.

Til top