Mødedato: 27.04.2023, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Lokaludvalgets ønsker til budgetforhandlinger til Teknik- og Miljøudvalget

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

30.03.23: Lokaludvalget tog orientering om resultat af overførselssagen til efterretning. Læs mere her: Orientering om resultat af overførselssagen | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager henvendelse fra Teknik- og Miljøborgmesteren til efterretning.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter og beslutter 2-3 lokale ønsker til budgetforhandlingerne, der fremsendes til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Problemstilling

2-3 lokale budgetønsker til Teknik- og Miljøudvalget

Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod har fremsendt henvendelse til lokaludvalgene med ønske om, at lokaludvalgene indsender 2-3 lokale budgetønsker, som er vigtigst for lokalområdet.

Se bilag. Der er frist for fremsendelse af ønskerne d. 8. maj.

Lokaludvalgene tilbydes endvidere at sende foreløbige budgetønsker til Teknik- og Miljøforvaltningen. Forvaltningen vil komme med faglige input til de foreløbige ønsker med 10 dages svarfrist. Eventuel faglige sparring med forvaltningen skal finde sted inden, lokaludvalgene fremsender endelige budgetønsker den 8. maj 2023.

Lokaludvalgets ønsker til forhandlinger om Overførselssagen 22/33

Se bilag for lokaludvalgets ønsker til Overførselssagen, hvor der blev afsat midler til trafiksikkerhed på Frederikssundsvej.

 

Løsning

Efter fagudvalgenes møder og drøftelser heraf i april er der følgende seks budgetønsker, der kan fremsendes til Teknik- og Miljøudvalget:

- Renovering og etablering af flere toiletter på Bellahøj Friluftsscene.

- Boardwalk i Kirkemosen.

- Screening af adgangsforhold til Brønshøj Vandtårn.

- Oppumpning af vand til Utterslev Mose.

- Begrønning af Brønshøjvej i forbindelse med helhedsplan for Brønshøj Kulturakse.

- Bemandet legeplads/naturværksted på EnergiCenter Voldparken.

 

Forretningsudvalget har drøftet de seks budgetønsker og indstiller, at lokaludvalget drøfter og udvælger 2-3 af ovenstående budgetønsker, der sendes til Teknik- og Miljøudvalget.

Fagligt input til muligt budgetønske fra Teknik- og Miljøforvaltningen

Sekretariatet har efter ønske fra Forretningsudvalget d. 18. april sendt 'Begrønning af Brønshøjvej' i forbindelse med helhedsplan for Brønshøj Kulturakse til kvalificering hos Teknik- og Miljøforvaltningen. Baggrunden for det mulige budgetønske er, at aktørgruppen for Brønshøj Kulturakse ansøgte om midler til projektet hos Bylivsgadepuljen, men fik afslag herpå. Sekretariatet afventer svar fra forvaltningen.

 

Videre proces

Sekretariatet samler budgetønskerne og fremsender til Teknik- og Miljøudvalget inden d. 8. maj.

Teknik- og Miljøudvalget drøfter lokaludvalgenes budgetønsker på møde den 12. juni 2023

Beslutning

ad 1) Lokaludvalget tog henvendelse fra Teknik- og Miljøborgmesteren til efterretning.

ad 2) Lokaludvalget drøftede lokale budgetønsker indenfor teknik og miljø. Lokaludvalget besluttede at indsende ønske om screening af oppumpning af vand til Utterslev Mose.

Herefter drøftede lokaludvalget prioritering af de øvrige fem lokale budgetønsker indenfor teknik og miljø. Lokaludvalgsmedlemmerne tilkendegav på skift, hvilke max. to ud af de fem mulige budgetønsker, de hver især ville prioritere at indsende til Teknik- og Miljøudvalget. Der var hhv. 8 ønsker om at prioritere renovering og etablering af toiletter på Bellahøj Friluftsscene, 7 ønsker om at at prioritere screening af adgangsforhold til Brønshøj Vandtårn, 6 ønsker om at prioritere boardwalk i Kirkemosen, 9 ønsker om at prioritere naturværksted på EnergiCenter Voldparken og 5 ønsker om at prioritere begrønning af Brønshøjvej.

På baggrund af ovenstående drøftelse af ønsker til prioritering af lokale budgetønsker, besluttede lokaludvalget at indsende følgende tre budgetønsker til Teknik- og Miljøudvalget:

- Screening af oppumpning af vand til Utterslev Mose.

- Naturværksted/bemandet naturlegeplads på EnergiCenter Voldparken.

- Renovering og etablering af flere toiletter på Bellahøj Friluftsscene.

 

Til top