Mødedato: 27.04.2023, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Bevilling: Børne- og ungeinddragelse 2023

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller:

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender projektbeskrivelsen for "Børne- og Ungeinddragelse" og bevilger 60.000 kr. til projektet.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter forslag til tema jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Brønshøj-Husum Lokaludvalg sætter i Bydelsplan 2022-2025 fokus på børn og unge, da en fjerdedel af beboerne i bydelen er mellem 0-19 år, og bydelsplanen rummer en specifik indsats om at inddrage børn og unge.

Lokaludvalget har i projektkatalog for 2023 budgetteret med 60.000 kr. til eget projekt "Børne- og Ungeinddragelse". Det er fagudvalget for Børn, Unge, Fritid og Idræt (BUFI), der er initiativtager til projektet. 

Fagudvalget for Børn, Unge, Fritid og Idræt foreslår, at lokaludvalget skal igangsætte et eget projekt om at inddrage børn og unge fra bydelen, fordi det den målgruppe, der deltager mindst i lokaludvalgets arbejde, og det er den målgruppe, som lokaludvalget hører mindst fra, når lokaludvalget laver borgerinddragelse. Det er altså en demokratisk opgave at få inddraget børn og unges stemmer. Projektet henvender sig direkte til målgruppen for få at deres stemmer inddraget i lokaludvalgets arbejde med at udvikle bydelen. Med projektet kan lokaludvalget få konkrete idéer til at udvikle steder i bydelen, som evt. ikke var tænkt på forhånd.

God og gennemarbejdet børne- og ungeinddragelse er en omfangsrig og tidskrævende opgave, som kræver kompetence og ressourcer at planlægge og udføre, og fagudvalget har taget kontakt til Børne- og Ungdomsforvaltningens afdeling for Bæredygtig Udvikling, der driver inddragelsesindsatsen "Hørt Ungdom", med henblik på et samarbejde om inddragelse af elever fra de ældste klasser på bydelens folkeskoler.

Lokaludvalget havde også kontakt med "Hørt Ungdom" i forbindelse med udarbejdelse af bydelsplanen om at lave et inddragelsesforløb med elever fra byens skoler i december 2022, men skolerne meldte tilbage, at de ikke havde tid til at deltage med elever, og projektet blev derfor ikke igangsat i forbindelse med udarbejdelsen af bydelsplanen.

Børne- og Ungdomsforvaltningens inddragelsesindsats "Hørt Ungdom"

Afdelingen for Bæredygtig Udvikling i Børne- og Ungdomsforvaltningen arbejder med bæredygtig omstilling af de københavnske folkeskoler og med at give elever en demokratisk selvforståelse, der giver dem en aktiv stemme, når det drejer sig om deres liv og fremtid. Afdelingen driver også inddragelsesindsatsen "Hørt Ungdom".

I "Hørt Ungdom" besidder de pædagogiske og didaktiske kompetencer, og de skræddersyer kvalificerende inddragelsesforløb med relevant fagligt indhold og pædagogisk procesledelse, der sikrer, at de involverede elever trygt og kvalificeret kan bidrage, og at forskellige elever fra forskellige baggrunde får mulighed for indflydelse. 

Ved et inddragelsesforløb står "Hørt Ungdom" for at: Rammesætte opgaven og indflydelsesrummet med projektejer, omsætte tema og kommunal kontekst til alderssvarende niveau, sikre den relevante faglige viden så eleverne har den grundlæggende viden til at løse opgaven, sende eleverne ud for at undersøge omverdenen og opbygge erfaringer, skabe et rum for holdningsdannelse hvor eleverne udarbejder input og anbefalinger, klæde eleverne på til at præsentere deres anbefalinger for projektejeren og indgå i dialog og handling efterfølgende. 

Læs mere om "Hørt Ungdom" og deres inddragelsesforløb her: https://broenshoej-husumlokaludvalg.kk.dk/wp-content/uploads/2023/04/Til-dig-som-vil-inddrage-b%C3%B8rn-og-unge.pdf.

Inddragelse og slutprodukt

”Hørt Ungdom” har givet et tilbud til lokaludvalget på at facilitere et inddragelsesforløb, der er et 3-dages forløb med eleverne over nogle uger, hvor et hold af elever på ca. 20 fra bydelens skoler arbejder med ét tema, som lokaludvalget har bestemt. Eleverne udarbejder et katalog med idéer og anbefalinger til lokaludvalget, og efterfølgende præsenterer eleverne deres anbefalinger ved et overleveringsarrangement for lokaludvalget. Det koster 60.000 kr. 

Holdet af elever kan både være en enkelt klasse, eller det kan være et sammensat hold af udskolingselever fra skolerne i bydelen. Fagudvalget foreslår, at det bliver et sammensat hold af elever fra de relevante skoler. Det vil være det valgte tema, der afgør hvilke skoler der er relevante. 

"Hørt Ungdom" har i tidligere inddragelsesprocesser haft erfaringer med, at de unge, der deltager, bliver meget engageret af at deltage, og efterfølgende gerne vil inddrages og give input i andre sager. Hvis nogle af de deltagende elever fra lokaludvalgets inddragelsesproces er interesseret, kan der eventuelt nedsættes en følgegruppe af lokale unge, som lokaludvalget kan have dialog med og inddrage i relevante sager.

"Hørt Ungdom" faciliterede en større ungeinddragelse ifm. Kommuneplanstrategien, hvor et hold af 26 udskolingselever fra fem skoler i København (bl.a. Tingbjerg Skole) blev inddraget i at komme med anbefalinger til tre temaer til Københavns Kommuneplansstrategi, som eleverne præsenterede for politikere og forvaltning, og udarbejdede et katalog med deres anbefalinger, som kan læses her: https://broenshoej-husumlokaludvalg.kk.dk/wp-content/uploads/2023/04/Unges-anbefalinger-til-kommuneplansstrategi-23.pdf.

Eleverne har også udarbejdet en video med deres drømmerejse for visioner for København i 2036, som kan ses her: https://video.kk.dk/video/81246517/elevernes-drommerejse-til-2036mp4.

Proces

Fagudvalget for Børn, Unge, Fritid og Idræt har holdt møde med "Hørt Ungdom" den 8. marts. Fagudvalget har herefter drøftet forslag til tema og hvad lokaludvalgets mål med inddragelsen er (indflydelsesniveau). 

Fagudvalget træffer endelig beslutning om tema og indflydelsesniveau på deres møde den 9. maj 2023. Temaet kvalificeres herefter med "Hørt Ungdom".

Skolerne kontaktes i starten af maj med henblik på at rekruttere elever. 

Selve inddragelsesforløbet med eleverne finder sted efter sommerferien/til efteråret 2023.

Eleverne præsenterer deres anbefalinger for lokaludvalget i efteråret 2023.

Løsning

Fagudvalget ønsker at få lokaludvalgets input til valg af tema og indflydelsesniveau for at sikre en bred forankring i lokaludvalget af de anbefalinger og ideer, som de unge producerer. Det er vigtigt, at lokaludvalget kan bruge de unges input efterfølgende, og fagudvalget vil gerne høre lokaludvalgets input for at lave koblinger og skabe synergier til andre fagudvalg. 

Lokaludvalget forpligter sig ikke på at implementere eller beslutte de unges anbefalinger, men fagudvalget ønsker, at lokaludvalget modtager anbefalingerne og forholder sig til de unges arbejde. 

Fagudvalget har drøftet tre temaer og indflydelsesniveau (lokaludvalgets mål med inddragelsen), som lokaludvalget kan komme med input til. På baggrund af disse input vil fagudvalget træffe endelig beslutning om tema på deres fagudvalgsmøde den 9. maj.

Forslag 1 – fritidsaktiviteter i Tingbjerg

Tema: Hvordan udvikler man fede fritidsaktiviteter og -faciliteter for børn og unge i Tingbjerg, som får børn og unge fra andre kvarterer til at tage til Tingbjerg?

Indflydelsesniveau: Få de unge til at lave anbefalinger og ideer til fritidsaktiviteter, der ville gøre det attraktivt at komme til Tingbjerg. Lokaludvalget kan bruge de unges anbefalinger i et politisk arbejde for at løfte Tingbjerg med fritidstilbud og -faciliteter for unge. 

Forslag 2 – dilemma mellem fritid og natur

Tema: Hvordan kan bydelens ude- og naturområder udvikles, så de danner rammen om et godt fritidsliv for børn og unge i bydelen, samtidig med at naturen beskyttes?

Indflydelsesniveau: Få de unge til at lave anbefalinger og ideer til en udvikling, der gør naturområder mere attraktive for børns og unges fritidsliv. Det kunne være et fokus på Utterslev Mose, så man evt. kunne bruge anbefalingerne i lokaludvalgets politiske arbejde om Utterslev Mose som et underprioriteret område. Fagudvalget er dog også åbne for, at det kan være naturen i bydelen bredt forstået, og at arbejdet med et dilemma mellem natur og fritid kan bruges, når lokaludvalget skal forholde sig til udvikling og bevaring af naturområderne i bydelen. 

Forslag 3 – kulturtilbud til teenagere

Tema: Hvordan udvikler man fede kulturtilbud (fx koncerter, kunst, teater) til teenagere i bydelen, så teenagere ikke skal tage til andre bydele for at opleve kultur? Hvad mangler der af kulturtilbud i bydelen, og hvad er de unges behov? 

Indflydelsesniveau: Få de unge til at lave anbefalinger og ideer til attraktive kulturtilbud for deres egen målgruppe. Lokaludvalget kan bruge de unges anbefalinger i deres politiske arbejde for at få en bredere palette af kulturtilbud til bydelen.

Forretningsudvalgets indstilling

Forretningsudvalget har drøftet projektet og indstiller, at lokaludvalget drøfter, hvilken værdi inddragelsesprojektet tilfører og hvad lokaludvalget får ud af projektet, der koster 60.000 kr. Endvidere har Forretningsudvalget drøftet, at der bør være fokus på at skabe sammenhæng på tværs af bydelens kvarterer, så f.eks. børn og unge fra alle kvarterer indgår i inddragelsen.

Økonomi

Det koster 60.000 kr. at købe "Hørt Ungdom" til at lave et inddragelsesforløb i denne størrelsesorden (et 3-dages forløb over nogle uger med et hold af ca. 20 elever, der arbejder med ét tema, og hvor eleverne afslutningsvis udarbejder et katalog med anbefalinger og præsenterer deres anbefalinger ved et overleveringsarrangement for lokaludvalget efterfølgende).

Pengene tages fra Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse.

Projektet indgår i lokaludvalgets projektkatalog for 2023, hvor der er budgetteret 60.000 kr. til projektet.

Videre proces

Fagudvalget for Børn, Unge, Fritid og Idræt arbejder videre med projektet i samarbejde med "Hørt Ungdom" og sekretariatet. 

Beslutning

ad 1) Lokaludvalget godkendte projektbeskrivelsen for "Børne- og Ungeinddragelse" og bevilgede 60.000 kr. til projektet.

ad 2) Lokaludvalget drøftede forslag til tema jf. løsningsafsnittet. Lokaludvalget besluttede herefter at give BUFI mandat til at udvælge tema i samarbejde med Hørt Ungdom.

 

Protokolbemærkning: Christian Erdmann bemærkede, at han ikke kan støtte bevillingen, da det er et for snævert antal børn og unge.

 

Til top