Mødedato: 27.02.2025, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65 i 'Fysiklokalet' på 1. sal

Meddelelser

Se alle bilag

 

 Svar på lokaludvalgets henvendelse til Økonomiudvalget om Tingbjerg

Lokaludvalget sendte i december en henvendelse til Økonomiudvalget om situationen i Tingbjerg. Der er nu kommet svar fra Overborgmester Lars Weiss med bidrag fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Se bilag.

 

Henvendelse til Borgerrepræsentationen om ressortanalyse 

Lokaludvalgsforpersonerne fra alle Københavns Lokaludvalg har sendt en henvendelse til Borgerrepræsentationen på baggrund af ressortanalyse af Københavns Kommune. Dette med anbefaling om, at lokaludvalgene ikke skifter forvaltning, men forbliver i Økonomiforvaltningen.

Se bilag.

 

Status på Multihal i Tingbjerg

Sekretariatet har anmodet Kultur- og Fritidsforvaltningen om en status: Den politiske behandling er udskudt til medio 2025 frem for primo/forår 2025. Efter den politiske behandling igangsætter A.P. Møller Fonden arkitektkonkurrencen.

Derudover er arbejdet i gang med at nedsætte den ejendomsfond, som skal være bygherre på projektet. Når denne er nedsat kan organiseringen af projektet komme på plads.

Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at projektets endelig organisering endnu ikke er planlagt, men det forventes, at at relevante parter inddrages, herunder lokaludvalget. 

 

Henvendelse om styrkelse af lokaludvalg

Alternativet har sendt en henvendelse til alle lokaludvalg og beder om input til, hvordan lokaludvalgene kan styrkes. Forretningsudvalget har drøftet henvendelsen og mener, at det forudsætter et længere drøftelse hos lokaludvalget, gerne på et seminar. Sekretariatet forhører sig om tidsfrist for tilbagemelding og medtager drøftelsen til et seminar.

 

Orientering om nyt lovforslag om ændring af færdselsloven

Københavns Kommunes høringssvar til nyt lovforslag om ændring af færdselsloven er vedhæftet som bilag til orientering.

 

Trafiksikkerhed på Hvidkildevej indebærer, at Copenhagen Historic Grand Prix ikke kan køre på strækningen fra 2026

Teknik- og Miljøudvalget har truffet beslutning om trafiksikkerhedsprojekt på Hvidkildevej mellem Hulgårdsvej og Bellahøjvej med den konsekvens, at motorløbet Copenhagen Historic Grand Prix fra 2026 ikke længere kan køre på strækningen. Der var flertal i Teknik- og Miljøudvalget for en løsning med faste heller og vejbump og en indsnævring af vejen med et rødt midterareal frem for flytbare heller og vejbump. Da der ikke er alternative ruter i kvarteret, vil det således medføre, at motorløbet ikke længere kan foregå inden for kommunens grænser.

Læs mere her: Forbedret trafiksikkerhed for skolebørn på Hvidkildevej, Vanløse | Københavns Kommune

 

Arbejdet med revidering af Bydelspuljens støttekriterier m.v. udskydes

Jævnfør beslutning på lokaludvalgsmødet i oktober 2024, skulle Brønshøj-Husum Lokaludvalg på dette møde nedsætte en arbejdsgruppe til revidering af støttekriterierne og arbejdsgangene for behandling af ansøgninger til Bydelspuljen. Sekretariatet anbefaler lokaludvalget at vente med at etablere arbejdsgruppen indtil lokaludvalget og fagudvalgene har fået flere erfaringer med de nye procedurer for ansøgningsbehandling, herunder vurderingsskemaet.

 

Pulje til facadebegrønning
Københavns Kommunes pulje for grønne facader har til formål at fremme facadebegrønning. Puljen åbner i februar og lukker når der er nok ansøgninger. Teknik- og Miljøforvaltningen anlægger plantehuller og leverer plantepakker, mens ansøgeren selv står for pleje og eventuel opbinding. Ansøger kan også vælge sin egen beplantning, hvis det foretrækkes.
Lokaludvalgene inddrages i processen for at sikre, at projekterne målrettes de områder, hvor der er mest behov for grønt. De opfordres også til at dele information om puljen via deres egne kanaler.
Ansøgningskrav: Puljen administreres via hjemmesiden byfornyelsespuljer.kk.dk, hvor ansøgere kan finde vejledning og få svar på spørgsmål.

Læs mere her: Byfornyelsespuljer i København - søg støtte til renovering og rådgivning | Byfornyelsespuljer

 

Invitation til fokusgruppeinterview om at give de nye lokaludvalg den bedste velkomst

Sekretariatet har udsendt invitation til lokaludvalget om deltagelse i fokusgruppeinterview mhp. at give de nye lokaludvalg den bedste velkomst. Det tilrådes, at deltagerne deltog ved opstart af lokaludvalgsperioden i foråret 2022. Der kan deltage 1-2 repræsentanter fra hvert lokaludvalg. Interviewene foregår på Rådhuset onsdag den 12. marts kl. 17-19 eller tirsdag den 18. marts kl. 17-19. Der er tilmelding til sekretariatet.

 

Proces for høring af Budgetforslag 2026

Høringsparterne har som i de forrige år mulighed for at fremsætte budgetønsker og bemærkninger til budgetforslag 2026 med følgende tidsplan:

Dato

Proces

29. maj (torsdag)

ØKF sender budgetforslaget i høring pba. juniindstillingen

3. juni (tirsdag)

ØU behandler juniindstillingen

20. juni kl. 12.00 (fredag)

Frist for eventuelle yderligere høringssvar. Høringssvarene sendes til ØKF.

 

20. juni (fredag)

ØKF sender høringssvar til BRs medlemmer

Ultimo august

ØKF uploader høringssvar fra 1. høringsrunde på hjemmesiden for budgetnotater til budgetforhandlingerne

Indkaldelsescirkulære for Budget2026 kan læses her: Indkaldelsescirkulæret for budget 2026 | Københavns Kommune

Brønshøj-Husum Lokaludvalg forventes at beslutte ønsker til forhandlinger om Budget 2026 på lokaludvalgsmødet d. 22. maj, så lokaludvalgets ønsker kan fremsendes inden fristen d. 20. juni.

 

Høring af tryghedszone v. Husum Skole

Tryghedszone ved Husum Skole har være i offentlig høring frem til 24. februar. Lokaludvalgets kommentarer til den indledende høring blev også indsendt her. Se høringssvar til høringen på Bliv Hørt under afsluttede høringer,

Forvaltningen vil på baggrund af høringssvar vurdere om forslaget skal justeres. Efter høringen vil der blive truffet en afgørelse.

Vejændringerne forventes at være udført i foråret 2025.

 

Endelig vedtagelse af KUBI-planen

Den 22. februar behandler Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) 'Endelig vedtagelse af KUBI-planen´.

Flere input fra Brønshøj-Husum Lokaludvalgs høringssvar er indarbejdet i planen, og Brønshøj-Husum Lokaludvalg er nævnt gentagne gange både i selve indstillingen, høringsnotatet og i KUBI-planen. Link til KFU's indstilling, hvor også høringsnotat og den tilrettede KUBI-plan findes - her.

Udkastet til KUBI-planen blev tidligere behandlet i KFU den 24. oktober 2024, hvor det blev besluttet at sende planen i høring. Planen har derefter været i offentlig høring i perioden 7. december 2024 - 6. januar 2025. Der er indkommet 32 høringssvar.

I overensstemmelse med KFU's indstilling, så er den videre proces: Hvis KFU godkender Kulturhus- og Biblioteksplanen 2025-2028, igangsættes de umiddelbare initiativer af forvaltningen, der kan ske inden for eksisterende ramme. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges relevante forslag til business cases ifm. budgetprocessen for 2026.

 

Invitation til møde om Bylivsgadepuljen

Brønshøj-Husum Lokaludvalg er inviteret til møde om Bylivsgadepuljen d. 5. marts. kl. 17.30-19.00, hos Teknik- og Miljøforvaltningen på Islands Brygge 37 i mødelokale Ørestad i mødecenteret.  

På mødet præsenteres udmøntningen af budgetteksten fra Budget 2025 og hvad det har medført af justeringer i puljens administrationsgrundlag, tidsplanen og lokaludvalgenes rolle i denne idérunde. 

Link til administrationsgrundlaget som skal behandles på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 24. februar 2025, Administrationsgrundlag for Bylivsgadepuljens idérunde tre i 2025 | Københavns Kommune. Lokaludvalget er velkommen til at kommentere skriftligt på administrationsgrundlaget, hvis I ikke har mulighed for at deltage på mødet.  

Sekretariatet har udsendt invitationen til lokaludvalget med info om tilmelding.

 

Til top