Mødedato: 26.10.2023, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17, i salen

B-sag: Ansøgning om støtte til "The Commedia School lander i bydelen" (ny ansøgning)

Indstilling

Forpersonen indstiller:

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 10.000 kr. til projektet "The Commedia School lander i bydelen".

Problemstilling

Tid, sted og indhold

The Commedia School søger støtte til aktiviteter, der skal markere, at skolen er flyttet til EnergiCenter Voldparken. Konkret søges der støtte til en offentlig maskeforestilling i forbindelse med EnergiCenter Voldparkens Folkekøkken den 30. november, to maskeforestillinger på EnergiCenter Voldparken for lokale skoleklasser på mellemtrinnet den 1. december og en offentlig Buffoon-forestilling i kældrene under EnergiCenter Voldparken den 7. december 2023.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Deltagelse er gratis, både for de offentlige arrangementer og aktiviteterne målrettet skoleklasser. Ansøger forventer at nå ud til ca. 100-150 skoleelever samt 150-200 publikummer. Der samarbejdes med EnergiCenter Voldparken, som bidrager med lokaler og medarbejdertimer.

Der gøres reklame for arrangementerne via information til aviser, via egne og samarbejdspartneres sociale medie-platforme, hjemmesider, AULA, via plakater og flyers samt via mund til mund-metoden.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 10.000 kr.
Forventede udgifter: 14.500 kr.
Forventede indtægter: 2.000 kr.
Egenfinansiering: 2.500 kr.

Projektet rummer udgifter til honorarer til performere, materialer og PR. Indtægter stammer fra fondssøgning. Ud over egenfinansieringen bidrager ansøger med ulønnede arbejdstimer.

Tidligere tilsagn

The Commedia School fik i 2022 5.000 kr. i støtte fra lokaludvalget til projektet "Maske Show".

I juni 2023 behandlede lokaludvalget en ansøgning fra The Commedia School om 25.000 kr. i støtte til en række forestillinger på EnergiCenter Voldparken og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus. Lokaludvalget gav afslag med følgende begrundelse: "Afslaget begrundes med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende puljemidler. Ansøger er velkommen til at sende en ny ansøgning om støtte til aktiviteterne, hvis Bydelspuljen genåbner til september."

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og Kulturudvalget. Begge udvalg indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt. 

Forretningsudvalget bakker op om indstilling fra hhv. Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og Kulturudvalget og indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt.

Økonomi

Pengene tages fra pulje A: Bydelspuljen.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top