Ansøgning om støtte til "Animations workshops for skoleklasser" (2017)
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "Animations workshops for skoleklasser".
Problemstilling
Trine Løgstrup Sørensen (bosiddende i København NV) søger på vegne af firmaet Animationslaboratoriet om støtte til at indkøbe iPads, der skal bruges til at afholde animationsworkshops for skoleklasser på Husum Bibliotek i samarbejde med biblioteket. Der afholdes i alt 16 skoleworkshops á 3 timer i animationsteknikken stop-motion. Projektet løber fra 17. oktober til 7. december 2017. Projektet er igangsat, når Lokaludvalget behandler ansøgningen.
Workshoppene henvender sig til lokale folkeskoler: 1.-2. klasse og 3.-4. klasse. Ansøger forventer 25 børn pr. workshop. Det er gratis for folkeskolerne at deltage.
Husum og Brønshøj bibliotekter står for PR og promovering til lokale folkeskoler. Desuden har Animationslaboratoriet en facebookside og en Youtube-kanal hvor de viser børnenes film og annoncere nye workshops. Se mere information om Animationslaboratoriet på www.animationslab.com
Husum Bibliotek har over for ansøger og sekretariatet bekræftet, at alle bydelens folkeskoler er blevet inviteret til workshops.
Ansøgt beløb: 5.500 kr.
Forventede udgifter: 41.600 kr.
Forventede indtægter: 36.100 kr.
Ansøger søger støtte til at købe fem brugte iPads inkl. cover, som skal bruges til at lave animationsfilmene. Projektets yderligere udgifter til underviserhonorar og workshopmaterialer er betalt af henholdsvis Huskunstnerordningen og Husum Bibliotek.
Ansøgningen har ikke været behandlet i noget fagudvalg. Forretningsudvalget indstiller til afslag med den begrundelse, der er angivet under "Løsning".
Løsning
Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at projektet allerede er igangsat, når lokaludvalget behandler ansøgningen. Desuden giver lokaludvalget normalt ikke støtte til projekter, som primært har udgifter til indkøb af inventar.
Beslutning
Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at projektet allerede er igangsat, når lokaludvalget behandler ansøgningen. Desuden giver lokaludvalget normalt ikke støtte til projekter, som primært har udgifter til indkøb af inventar.