Mødedato: 26.10.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til ""Ikke uden min mor" på Tingbjerg kulturhus" (2018)

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 30.000 kr. til projektet ""Ikke uden min mor" på Tingbjerg kulturhus"

Problemstilling

Teateret danskdansk og Tingbjerg Kulturhus søger støtte til to opførelser af forestillingen "Ikke uden min mor" i Tingbjerg Kulturhus den 3. marts 2018.

Forestillingen "Ikke uden min mor" er et kvindeportræt i tre generationer. Den handler om det at være mor, at have en mor og at være kvinde i forskellige tider, lande og kulturer.

Forestillingen bliver til på baggrund af en researchfase der foregår i efteråret 2017, hvor danskdansk interviewer kvinder i alle aldre og baggrunde. Bl.a. er unge piger fra Husum Skole sammen med deres mødre og bedstemødre blevet interviewet. 75 kvinder bliver interviewet i researchfasen, hvoraf 25 af dem kommer fra Tingbjerg, Husum eller Brønshøj.

Udover disse interviews, som foretages i efteråret 2017, vil kvinder i nærområdet (og deres døtre/mødre) blive inviteret til at overvære åbne prøver i december og februar, hvor danskdansk afprøver scener, publikumsinteraktion og musik for og med publikum og tale med dem om, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Omkring 30 kvinder vil blive inddraget på denne måde.

Til de to forestillinger den 3. marts er alle borgere i Tingbjerg, Husum og Brønshøj velkomne, men ansøgerne gør en særlig indsats for at formidle forestillingerne til kvinder tilknyttet området, fra 14-100 år. Med Lokaludvalgets støtte kan forestillingerne gøres gratis for publikum, så forestillingens målgruppe kan deltage uanset deres økonomiske status.

Der gøres reklame for forestillingerne gennem Kulturhusets og danskdansks informationskanaler samt via omtale i lokalavisen og via plakater. Dertil kommer det opsøgende arbejde med at rekruttere til interviews og prøvepublikum.

Ansøger planlægger at inddrage og invitere en lang række navngivne foreninger og aktører i lokalområdet.

Ansøgt beløb: 30.000 kr.

Forventede udgifter: 50.000 kr.

Forventet egenfinansiering: 20.000 kr.

Støtten søges til at betale udgifterne for opførelsen af de to forestillinger i Tingbjerg Kulturhus. Udgifterne til research og produktion af forestillingen er allerede finansieret af Statens Kunstråd.

Teater danskdansk bidrager til projektet ved at give 20.000 kr. i rabat på prisen for opførelserne. Tingbjerg Kulturhus bidrager ved at lægge hus, personale, netværk og personaletimer i formidlingen af projektet til relevante netværk.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller at der skal ydes støtte på 15.000 kr. til afholdelse af en forestilling.

Forretningsudvalget indstiller til, at der gives støtte som ansøgt.

Løsning

Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:

A: Projektet bevilges støtte på 30.000 kr.

eller

B: Projektet bevilges delvis støtte på 15.000 kr.

Sekretariatet bemærker, at hvis Lokaludvalget vedtager Løsning B, bør udvalget samtidig formulere en begrundelse for den delvise støtte.

Økonomi

Pengene tages fra restpuljen.

Beslutning

Projektet gives delvis støtte på 20.000 kr. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er, at Lokaludvalget gerne ser, at Kulturhuset selv bidrager med egenfinansiering. Støtten gives under forudsætning, at begge forestillinger gennemføres.

Beslutningen var enstemmig.

Forinden blev stemt om at give den fulde støtte på 30.000 kr. Herfor stemte 5 (Pernille Høholt, Mohammed Al Hamod, Hans S. Christensen, Palle Lolk og Erik Fisker). Imod stemte 7 (Lis Søkvist, Ernst Emil Sørensen, Tahira Ashraf, Kirsten Møller, Niels Jørgen Madsen, Torben Engel- Nielsen og Sabah Qarasnane). Èn undlod at stemme (Sheikh Mohammad Saleem).

Til top