Bevilling: Uddeling af Idrætspriserne 2024
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender projektbeskrivelsen og bevilger 30.000 kr. til uddelingen af Idrætsprisen og Lederprisen 2024.
Problemstilling
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget foreslår, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg arrangerer uddelingen af Brønshøj-Husum Idrætspriser. Prisuddelingen er oprindeligt stiftet af Brønshøj-Husums Forenede Sportsklubber og kan i 2024 fejre 50års jubilæum. Der uddeles to priser: Idrætsprisen, der uddeles til en enkeltperson eller et hold, som med prisen anerkendes for en særlig præstation i 2023. Og Lederprisen, der uddeles til en træner eller leder.
Prisuddelingen arrangeres i samarbejde med Brønshøj Boldklub og finder sted i boldklubbens lokaler onsdag den 4. december 2024. Prisuddelingen afholdes som et netværksskabende arrangement for idrætslivet og for hele bydelen.
Formålet med at uddele Idrætspriserne er at styrke netværksdannelsen til og imellem idrætsforeningerne i bydelen. Alle idrætsforeninger, der har idrætsaktiviteter i Bellahøj, Brønshøj, Husum eller Tingbjerg (inkl. Rådvadsvej, Genforeningspladsen og Grøndalscenteret), inviteres til at indstille personer til prisen samt til at deltage på et netværksmøde, hvor de fremmødte foreninger beslutter, hvem der skal have priserne.
Se desuden projektbeskrivelsen i bilag til indstillingen.
Løsning
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget indstiller, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender projektbeskrivelsen og bevilger 30.000 kr. til projektet.
Forretningsudvalget støtter projektet.
Økonomi
Budget
Mad, drikke og lokale til prisuddeling |
9.000 kr. |
Annoncering |
4.000 kr. |
Pengepræmier til priserne |
12.000 kr. |
Netværksmøde |
1.000 kr. |
Aktiviteter og materialer til prisuddelingen |
3.000 kr. |
Uforudsete udgifter |
1.000 kr. |
I alt |
30.000 kr. |
Pengene tages fra Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse. Projektet indgår i lokaludvalgets projekt- og budgetkatalog for 2024.
Videre proces
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og sekretariatet planlægger arrangementet i samarbejde og orienterer løbende lokaludvalget.
Beslutning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøftede projektet.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkendte projektbeskrivelsen og bevilgede 30.000 kr. til uddelingen af Idrætsprisen og Lederprisen 2024.