B-sag: Ansøgning om støtte til projektet "Utiltalende mennesker i København - en romankoncert"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen om støtte til projektet "Utiltalende mennesker i København - en romankoncert"
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Musikforeningen Alteration (ikke hjemhørende i bydelen) søger støtte til en opførelse af romankoncerten “Utiltalende mennesker i København” i Brønshøj Vandtårn den 6. november 2024. To musikere optræder sammen med en forfatter, der læser passager og sætningsdele op fra bogen “Utiltalende mennesker i København”.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Koncerten er åben for alle og henvender sig især til lokale med interesse for litteratur, musik og byhistorie. Der tages entré. Ansøger forventer 40 deltagere.
Koncerten afholdes i samarbejde med Brønshøj Vandtårn, som stiller lokaler og teknik gratis til rådighed samt bidrager med medarbejdertimer til PR og afvikling. Brønshøj Vandtårn har bekræftet samarbejdet overfor sekretariatet.
Der gøres reklame for projektet via Facebook og Instagram, omtale i København Liv og via plakater.
Budgetoversigt
Ansøgt beløb: 10.000 kr.
Forventede udgifter: 18.000 kr.
Forventede indtægter: 7.000 kr.
Egenfinansiering: 1.000 kr.
Projektet rummer udgifter til kunstnerhonorarer, PR, honorering af PR-medarbejder og projektleder, administration, leje af udstyr samt transport.
Indtægter stammer fra billetsalg og forventet støtte fra Københavns Musikudvalg.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der foreslår, at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen med den begrundelse, at honoraret udgør en for stor del af det samlede budget. Desuden vurderes arrangementet ikke at have tilstrækkelig lokal forankring.
Forretningsudvalget har drøftet ansøgningen og er enig i Kulturudvalgets vurdering.
Ansøgningen indstilles således til afslag med følgende begrundelse: Lokaludvalget finder, at honorarer udgør en væsentlig del af projektets samlede budget, og at projektet ikke rummer frivilligt engagement i væsentlig grad. Desuden vurderer lokaludvalget, at projektet ikke i tilstrækkelig grad er lokalt forankret.