Statusorientering om Lokaludvalgets egne projekter
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning
Problemstilling
Forpersoner og medlemmer af fagudvalg og arbejdsgrupper kan på mødet orientere om projekter og sager.
Mosetræf 2024 er afholdt
Søndag den 8. september blev Mosetræffet afholdt. Lokaludvalget deltog med informationsbod samt aktiviteter under overskriften 'Naturværksted for en dag'. Formålet var at informere og have dialog om et muligt kommende naturværksted ved EnergiCenter Voldparken. Konkret blev sat fokus på at forbedre levevilkårene for pindsvinet, mens de to naturvejledere som var engageret byggede insekthoteller og lavede frøbomber med mosetræfgæsterne.
Lokaludvalgsseminar er afholdt
Lokaludvalget holdt seminar d. 14. september og drøftede Bydelspuljen 2025 med oplæg fra Amager Vest Lokaludvalg, hørte inspirationsoplæg fra Uffe Palludan, drøftede omgangstone i lokaludvalget og fik tips og vejledning til kommunikation på SoMe.
TikTok og Tacos er afholdt
En arbejdsgruppe bestående af medlemmer af Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, Social- og Sundhedsudvalget, Mellemfolkeligt Samvirke og unge fra projektet ”Aktive unge i lokaludvalget” har den 18. september afholdt arrangementet ”TikTok og tacos” i Café KAYs på EnergiCenter Voldparken.
Status på projekt "Aktive unge i lokaludvalget"
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og Mellemfolkeligt Samvirke har haft en midtvejsevaluering af projektet og er blevet enige om en plan for resten af projektperioden.
I den oprindelige procesplan indgik to events, men nu afholdes kun en event, TikTok og Tacos den 18. september. I stedet arbejdes fokuseret med hvordan unge kan inddrages i lokaludvalgets sager. Dette sker på tre møder mellem de unge projektdeltagere og medlemmer af lokaludvalget, som afholdes i eftermiddagstimerne, for at imødekomme de unges behov. På de første to møder skal de unge give deres input til konkrete lokaludvalgssager. Det sidste møde handler om måder/metoder/kanaler som lokaludvalget kan bruge til at komme i dialog med unge.
Projektet skal udmunde i en præsentation på et lokaludvalgsmøde i december eller starten af 2025, inklusive dialog mellem de unge og lokaludvalget. Desuden leverer Mellemfolkeligt Samvirke noget lettilgængeligt, skriftligt materiale, som har Brønshøj-Husum Lokaludvalg (og potentielt andre lokaludvalg, Borgerrepræsentationen m.fl.) som målgruppe. Materialet skal bl.a. identificere barrierer for unges deltagelse i lokaludvalgsarbejdet og komme med forslag til mødeformer og andre metoder som lokaludvalget kan benytte sig af, for bedre at komme i dialog med unge.
Lokaludvalgets fagudvalg opfordres til i oktober at komme med forslag til relevante sager, som kan drøftes med de unge. Fagudvalgsmedlemmer og andre lokaludvalgsaktive opfordres også til at deltage i de tre møder med de unge. Sekretariatet sender et skriftligt oplæg til fagudvalgene, forud for fagudvalgsmøderne i oktober.
Kulturtræf 2024
Årets Kulturtræf finder sted d. 23. september i BRØK. Kultur og Fritid Brønshøj-Husum er vært og inviterer til et kulturtræf med omvisning i det nye kulturhus, mad, oplæg og samtaler. Repræsentanter fra Kulturudvalget deltager i arrangementet. Lokaludvalget har bevilget 17.000kr fra egne midler til projektet.
Kunststrategi og borgermøde om kunst i det offentlige rum d. 29. oktober
Lokaludvalget vedtog strategi for kunst i det offentlige rum inden sommerferien. Kunstrategien er blevet layoutet og er klar til præsentation på kommende borgermøde. Lokaludvalget kan få et printet eksemplar til lokaludvalgsmødet.
Arbejdsgruppen Kunst i det offentlige rum (KOR) afholder den 29. oktober et borgermøde om kunststrategien. På mødet holder KOR og en kunstkonsulent et oplæg om strategiens potentialer og kunstens muligheder i Brønshøj-Husum, herefter afholdes en workshop.
KOR arbejder for at skabe interesse hos erhvervsdrivende, repræsentanter for bolig-, andels- og grundejerforeninger og enkeltpersoner til at deltage i arbejdet med at få mere kunst i bydelens offentlige rum. Mødet afholdes i Husum Boldklubs klublokale. Projektet er støttet af Statens Kunstfond.
Borgermøde om ny plan for udvikling af kulturhusene og bibliotekerne (KUBI-planen) d. 6. november
Kulturudvalget afholder borgermøde om KUBI-planen den 6. november på Husum Bibliotek i samarbejde med Kultur og Fritid Brønshøj-Husum. Formålet er at indhente borgernes input til planen.
KUBI-planen er under politisk behandling i Kultur- og Fritidsudvalget, som den 24. oktober vil tage stilling til det endelige oplæg, før det sendes i offentlig høring.
Arbejdsgruppe vedr. rammer for Bydelspuljen i 2025
Sune Vuorela og Søren Cloos har meldt sig til arbejdsgruppen, som mødes den 23. september kl. 10 og drøfter forslag til rammer for puljemidlerne i 2025. Fagudvalgene får mulighed for at drøfte forslaget på deres møder i oktober.
Aktivitetskalender 2024 - 2 halvår
Der er i første omgang kalendersat tre arrangementer:
- Svampetur den 19.9 (udsat pga. vejret)
- Flagermustur den 20.9.
- Edderkoppetur den 22.9.
Der er oprettet begivenheder under lokaludvalgets Facebook-side.
Støtteerklæringer vedr. Bellahøj Friluftsscene fra lokaludvalgene i Vanløse og Bispebjerg
Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtog d. 20. et juni et oplæg fra samarbejdsgruppen om Bellahøj Friluftsscene d. 20. juni. Læs mere her: Tillæg til bemærkninger budgetønske vedr. forbedringer Bellahøj Friluftsscene | Københavns Kommune (kk.dk)
Bispebjerg Lokaludvalg har fremsendt støtteskriv til Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Se bilag.
Vanløse Lokaludvalg har på møde d. 19. september besluttet at fremsende støtteskriv til Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Sekretariatet afventer at modtage støtteskriv.
Herefter skal oplægget omkring Bellahøj Friluftsscene, bestående af lokaludvalgsmedlemmer fra Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Vanløse, kvalificeres af henholdsvis Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Frivillige til Kulturnatten
Kirsten Vibeke Møller og Søren Krøigaard sender opfordring til lokaludvalget om at melde sig som i frivillige til Kulturnatten.