Oplæg fra Sikker By om Tryghedsundersøgelsen 21
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager oplæg fra Sikker By om Tryghedsundersøgelsen 21 til efterretning.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter Tryghedsundersøgelsen med Sikker By.
Problemstilling
Sekretariatet har inviteret Sikker By ved Ingeborg Degn, Chef for Sikker By og Camilla Christensen, fuldmægtig, til at fortælle Lokaludvalget om Tryghedsundersøgelsen 21 og resultaterne heraf i ca. 30 min.
Tryghedsundersøgelsen 21 samt tidligere tryghedsundersøgelser findes her: Tryghedsundersøgelsen (kk.dk)
Lokaludvalget drøftede kort Tryghedsundersøgelsen 21 på lokaludvalgsmødet d. 24. juni. Hans S. Christensen, formand for Lokaludvalget, har i sommer udtalt sig til artikler om undersøgelsen i Brønshøj-Husum Lokalavis samt Berlingske Tidende.
Baggrund:
Tryghedsundersøgelsen gennemføres årligt af Københavns Kommune. Undersøgelsen følger udviklingen fra 2009 til 2021 for København som helhed og i de enkelte bydele. I 2021 ledsages Tryghedsundersøgelsen for anden gang af en dybdegående analyserapport.
Deltagelse i undersøgelsen:
Undersøgelsen er foretaget i perioden d. 1. december 2020 til d. 6. februar 2021, og deltagerne er blevet bedt om at forholde sig til deres oplevelse af tryghed og kriminalitet i de seneste 12 måneder. Undersøgelsen laves årligt og er siden 2017 gennemført af Epinion.
Et repræsentativt udsnit på 14.340 københavnere blev inviteret til at deltage i undersøgelsen. Heraf har 4.922 deltaget, hvilket giver en svarprocent på 34.
Resultater af Tryghedsundersøgelsen 2021:
Tryghedsundersøgelsen 2021 viser, at 9 % af københavnerne er utrygge i deres nabolag. Dette er på niveau med 2019 og 2020. I 2021 er utrygheden lavere end ved første måling i 2009, hvor 11 % af københavnerne var utrygge i deres nabolag. Udviklingen fra 2009-2020 er statistisk signifikant, mens udvikling fra 2019-2020 ikke er signifikant. Københavns kommunes mål er, at utrygheden skal falde kontinuerligt og ikke overstige 5 % i 2021.
I 2021 oplever 16 % af københavnere utryghed i aften- og nattetimerne. Det er en stigning ift. 2020, hvor 15 % var utrygge i aften- og nattetimerne. Niveauet er lavere end ved første måling i 2009, hvor 24 % var utrygge i aften- og nattetimerne. Udviklingen fra 2009-2021 er statistisk signifikant, mens udviklingen fra 2020-2021 ikke er signifikant.
Tingbjerg-Husum Tryghedspartnerskab:
Sekretariatet indgår i Tryghedspartnerskabet i Tingbjerg-Husum. Læs mere om tryghedspartnerskaberne i Københavns Kommune her: Tryghedspartnerskaber (kk.dk), hvor lokale repræsentanter for kommunens forvaltninger, politi, SSP, gadeplanboligorganisationer, foreninger mfl. mødes til koordinationsmøder og samarbejder om tryghedsskabende indsatser.
Løsning
Forretningsudvalget har drøftet Tryghedsundersøgelsen og er særligt interesseret i en drøftelse af den dybdegående analyserapport.
Lokaludvalget tager oplægget til efterretning og har dialog med Sikker By.
Beslutning
Sikker By fortæller indledningsvist, at der overordnet er en god udvikling i Brønshøj-Husum. Nærpolitiet i Nordvest, 18+ Cross Roads, 18+Voldparken og Københavnerteamet har oplyst Sikker By om, at det har været en rolig sommer i Brønshøj-Husum. Der er dog fortsat problemer med utryghed ved Brønshøj Torv, Energi Center Voldparken samt Frederikssundvej v. Candy Kiosken.
Sikker By oplyser, at den reelle/anmeldte kriminalitet generelt er faldende på landsplan, såvel som i Brønshøj-Husum.
I forhold til tryghedsundersøgelsen og oplevelsen af tryghed, så viser undersøgelsen, at der er flest i Brønshøj-Husum, der oplever sig utrygge på grønne områder, parker og legepladser, stier og på gaden. Dertil skaber episodiske hændelser med bandekonflikter og skyderier generel utryghed i Brønshøj-Husum. Lokaludvalget spørger, hvad der øger trygheden, nu hvor den reelle kriminalitet er faldende? Hertil svarer Sikker By, at positiv kommunikation og øget fokus på store, åbne områder øger oplevelsen af tryghed. Sikker By oplyser, at særligt udsatte boligområder har dårlige ry, mens selve kriminaliteten i særligt udsatte boligområder er lav.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog oplægget fra Sikker By til efterretning.
Lokaludvalget drøftede efterfølgende med Sikker By, at nogle borgere oplever sig utrygge på baggrund af konkrete hændelser eller episoder, mens andre oplever sig utrygge på baggrund af mediernes historier. Endvidere drøftedes agtpågivenhed ift. at sikre sit hjem og at være særligt opmærksom på at forebygge lommetyverier.
Sikker By eftersender deres oplæg til Lokaludvalget.