Meddelelser
Meddelelser
Sorteringspunkter
Teknik og Miljøforvaltningen holder d. 23. januar digitalt møde med Byudviklingsudvalget og Miljøudvalget med henblik på at få input til placering af sorteringspunkter, der skal håndtere enkelte af de affaldsfraktioner, de enkelte husholdninger får ansvar for. Alle borgere kan komme med input til placering af disse affaldssystemer via dette link.
Teknik- og Miljøforvaltningens projektledere er særligt interesseret i at høre omkring lokaludvalgets viden om særlige hensyn, der bør tages i forhold til de offentlige torve, pladser og vejarealers funktion. Sorteringspunkterne skal efter planen etableres i vinteren 2023/24.
Status på sagen om genhusning af beboere i Bellahøjhusene
Teknik- og Miljøudvalget tog på møde d. 9. januar følgende orientering om Bellahøjhusene til efterretning: https://www.kk.dk/sites/default/files/agenda/c5d39137-acf1-44dc-a043-5de1d6d18542/74bbfaa3-ef9c-4676-b376-a7ac7cea38fc-bilag-2_0.pdf
Teknik- og Miljøforvaltningen vil give påbud om;
- at ophøre med udlejningen af ledige lejligheder
- at fremme den genhusning, der under alle omstændigheder skal ske som følge af den kommende helhedsplan
- at prioritere genhusningen af de beboere, der henvender sig derom
- at prioritere genhusningen i de tre mest udsatte bygninger, så genhusningen af disse bygninger er gennemført senest den 30. juni 2024.
Status på Copenhagen Volunteer
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde d. 17/1, at forvaltningen skal arbejde videre med forslag om, at frivillighedsindsatsen forankres i en forening, som modtager tilskud for at løfte opgaven. Forvaltningen identificerer konkrete aktører med interesse for opgaven, så disse kan sende ansøgninger til udvalget. Hvis der ikke kan findes en tilfredsstillende løsning, er udvalget indstillet på at overveje en løsning med forankring i Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Læs mere her: Tre scenarier for frivillighed | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Udtrædelsessag: Torben Harry Kruse
Torben Harry Kruse, indstillet til lokaludvalget af Handels- og Erhvervsforeningen i Brønshøj, Husum og Tingbjerg, ønsker at stoppe i lokaludvalget.
Handels- og Erhvervsforeningen har netop fået ny bestyrelse og har meddelt sekretariatet, at der ikke kan udpeges et nyt medlem til lokaludvalget. Sekretariatet iværksætter ind supplering af en suppleant.
Sekretariatet har været i dialog med Ulla Bille Christensen, der er ny formand og gerne vil mødes med lokaludvalget ift. at drøfte samarbejde om f.eks. lokale arrangementer og løbende dialog. Sekretariatet koordinerer et møde.
Udtrædelsessag: Søren Gisselmann
Søren Gisselmann har meddelt, at han ønsker at udtræde af lokaludvalget. Sekretariatet kontakter grundejerforeningen Husumgaard Villakvarter med forespørgsel om foreningen vil udpege et nyt medlem. Hvis ikke vil en suppleant blive ind suppleret.
Ind supplering: Alternativet
Alternativet har henvendt sig med ønske om at indtræde i lokaludvalget. Indtrædelsen forventes godkendt på næste møde i Borgerrepræsentationen, så Alternativet kan deltage i lokaludvalget fra februar.