Meddelelser
Nyt om medlemmer
Venstres to suppleanter er udtrådt af Lokaludvalget. John Verner Kjær med virkning fra 15. december 2016, hvilket fremgår af BR's møde den 15. dec. 2016, punkt 2. Rokering i udvalg. Camilla Kongsted fra årsskiftet, hvilket er meddelt BR-sekretariatet. Dermed er der to vakante suppleantpladser, indtil Venstre får meldt nye personer ind.
Inhabilitet: Sekretariatet har med hjælp fra juridisk team i BR-sekretariatet på rådhuset afklaret spørgsmålet om Erik Fiskers inhabilitet i forbindelse med behandling af indstillinger, hvor udgifter til annoncering i Brønshøj-Husum Avis indgår. I behandlingen af den årlige bevilling til fast klumme kan der være tale om inhabilitet, da det vil kunne betragtes som en form for driftsstøtte til avisen. Det vurderes ikke, at der tale om inhabilitet, i behandlingen de løbende bevillinger til arrangementer, hvoraf en lille del af budgettet går til annoncering af et borgermøde eller en festival. Sekretariatet lægger i rådgivningen vægt på, at Brønshøj-Husum Avis som bydelens eneste trykte lokalavis er en naturlig samarbejdspartner for lokaludvalget. Opreklamering af borgermøder og arrangementer i avisen er en del af lokaludvalgets almindelige PR-pakke, som består af annoncering, flyers, facebook og hjemmeside. Dertil vil det besværliggøre lokaludvalgsmøderne, hvis formanden ville være inhabil i en stor del af dagsordenspunkterne på alle møder.
Nyt fra bydelen
Brønshøj Vandtårn – Udstilling og oplæg: Arkitektskolen har arbejdet med Brønshøj Vandtårn og hvad skolen med respekt for fredningen af tårnet kan se af muligheder. Kom og se og hør om de arkitektstuderendes ideer.
Kulturudvalget og Pilegården har lavet arrangementet sammen med arkitektskolen. Det sker onsdag den 8. feb. kl. 17-19 i Kulturhuset Pilegården.
19 arkitektstuderende fra Kunstakademiets Arkitektskole har lavet hver deres projekt om vandtårnet i Brønshøj. Fem af dem giver denne dag deres bud på, hvad Brønshøj Vandtårn kan bruges eller udvikles til. Udover oplæg fra de 5 studerende byder aftenen på oplæg ved Arne Høi der giver en kort introduktion til fredede bygninger. Alle 19 forslag bliver hængt op på gangen på 1. sal i Kulturhuset Pilegården. Her er de udstillet i et par uger efter denne dag. Se en flyer for arrangementet på www.2700lokaludvalg.dk.
Høringer
Høring vedr. Svenskelejren (udbygning af Bellahøj Skole) har ligget på www.blivhoert.kk.dk i de to første uger af januar med høringsperioden 3. - 17. januar. FU har til fristen indsendt følgende bemærkning på høringsportalen:
"På grund af den meget korte høringsperiode har ovennævnte høring ikke været behandlet i Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Forretningsudvalget for Lokaludvalget har drøftet det tilgængelige materiale og har følgende bemærkning:
Forretningsudvalget deler de bekymringer, der er fremsat af afdelingsbestyrelsen, fsb, afdeling 1-35 på Bellahøj. Den planlagte placering af et 17 meter højt nybyggeri tæt på beboelsesejendomme må skønnes at blive til stor gene for de berørte beboere med blandt andet en væsentlig forringelse af herlighedsværdien, da en række beboere ikke længere vil få sol på de vestvendte altaner samt at udsigten forringes betydeligt.
Forvaltningen opfordres til at anmode ansøgeren og bygherren om at undersøge muligheden for en anden placering af nybygningen eller en delvis nedgravning i terræn”.
Plantning af 100.000 ny træer og udpegning af særligt værdifulde træer: Teknik- og Miljøforvaltningen har inviteret Lokaludvalgene til at deltage i et projekt om bynatur og træer, som løber hen over foråret. Forretningsudvalget foreslår at vi inddrager Brønshøj-Husum Borgerpanel og spørger borgerne via hjemmeside og facebook. Miljøudvalg og Byudviklingsudvalg kan komme med input til sekretariatets formidling af projektet til borgerne, som igangsættes i den kommende tid.
Tilgængelighed: Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med en kortlægning af tilgængeligheden. I øjeblikket kan borgerne melde barrierer ind via et spørgeskema og interaktivt kort på http://www.kk.dk/fortovsgener. Herefter får lokaludvalgene forvaltningens bydels-kortlægning af tilgængelighedstiltag i høring (marts til maj 2017). Forvaltningen inviterer også alle lokaludvalg handicaporganisationer til en workshop tirsdag d. 31. januar kl 17-20 (tilmelding inden 27. januar, se e-mail udsendt).