Ansøgning om støtte til "Street World 2022"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Street World 2022" med 25.000 kr.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger en person til at følge projektet.
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Foreningen Street Society søger støtte til at afholde Street World 2022, som er en fejring af Københavns urbane kultur. Arrangementet afholdes på EnergiCenter Voldparken den 7. januar 2022.
Omdrejningspunktet er en 3-mod-3 fodboldturnering, med 6 inviterede hold, hvori hvert hold er “anført” af en urban trendsætter inden for det urbane miljø såsom streetfodbold, rap, dans mm. Mellem kampene vil der være oplevelser så som dance battles og andre typer optrædener samt andre aktiviteter, så som street-food, barbers, optrædener, urban art og e-games, så arrangementet kan agere platform for mange forskellige gade-subkulturer.
Foreningen Street Society har ugentlige aktiviteter i bydelen, men er hjemhørende i Bispebjerg bydel.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Aktiviteten henvender sig til særligt til unge både drenge og piger, som er tiltrukket af det urbane og udtryksfulde miljøer, særligt gadefodbold. Ansøger forventer ca. 500 deltagere i alt, inklusive spillere, tilskuere og frivillige. Der tages entré til arrangementet.
Ansøger samarbejder med Copenhagen Pannahouse, Soufiane Bencok, Compound, Pops Diner Box, Grøndal Multicenter (E-games), Barbers samt muligvis DR Ultra. EnergiCenter Voldparken stiller lokaler til rådighed.
Arrangementet annonceres primært via sociale medier samt via Kultunaut og omtale i lokale og evt. nationale medier.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 25.000 kr.
Forventede udgifter: 135.450 kr.
Forventede indtægter: 100.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 10.450 kr.
Projektet rummer udgifter til bane, scene, lyd og lys, forplejning, mandskab, projektledelse, spillersæt og goodiebag til spillere, PR, underholdning, udsmykning, evalueringsmøde m.m.
Forventede indtægter stammer fra entrébetaling, salg af mad og drikke samt sponsorindtægter. Ud over egenfinansieringen bidrager ansøger og samarbejdspartnere med frivilligt arbejde.
Tidligere tilsagn
Street Society har tidligere fået støtte fra Bydelspuljen til aktiviteter, senest til Street EM i 2021, hvor lokaludvalget bevilgede 30.000 kr.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller til at der gives støtte som ansøgt. Ansøgningen har også været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, hvor der ikke kunne opnås enighed om en indstilling. Dele af Social- og Sundhedsudvalget indstiller til afslag på grund af manglende lokal forankring og et uforholdsmæssigt højt budget. Dele af Social- og Sundhedsudvalget indstiller til delvis eller fuld støtte. Forretningsudvalget indstiller til at der gives støtte som ansøgt.
Økonomi
Pengene tages fra lokaludvalgets 2022-midler.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede at støtte projektet "Street World 2022" med 25.000 kr.
Jens Kristian Jensen meldte sig som følgerperson.