Mødedato: 25.11.2021, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, lokale 204 (2. sal)

Input til screening af kulturmiljøer i København

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter forslag til screening af 'kulturmiljøer'.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender brev til Center for Byudvikling med forslag til en 5. fortælling om København som grøn by samt forslag til kulturmiljøer i bydelen, der bør indgå i screeningen.

Problemstilling

Baggrund

Københavns Kommune har igangsat en screening for nye kulturmiljø-udpegninger til den kommende kommuneplan. Lokaludvalget indbydes til at komme med konkrete forslag til steder og historier, som bør omfattes af screeningen. Screeningen for eventuelle nye kulturmiljøer gennemføres af ekstern konsulent Thomas Tram Pedersen fra PlanScape. Gennem PlanScapes undersøgelser vil der blive peget på en række særlige historier og specifikke steder, som kan udgøre potentielle nye kulturmiljøer. Forslagene samles i en bruttoliste, der efterfølgende kvalificeres til en nettoliste med anbefalinger til konkrete udpegninger og fortællinger. Efter yderligere faglig proces og offentlig inddragelse, vil det blive politisk besluttet, om udpegningerne indarbejdes i den kommende kommuneplan-strategi og kommuneplan.

Se bilag.

Kriterier og fortællinger

Kulturmiljøer skal opfylde følgende kriterier: 

  • rumme en væsentlig og fysisk aflæselig kulturhistorisk fortælling om en udvikling eller periode
  • relatere sig til en eller flere af de udvalgte fortællinger.
  • bestå af flere elementer, dvs. bygninger, strukturer, anlæg, veje, vand, beplantning mv.
  • omfatte et afgrænset område som kan rumme flere delområder, der tilsammen udgør en helhed.
  • rumme en fortælling, der er mere end summen af de bærende elementer tilsammen.
  • hæve sig over tilsvarende områder i kraft af det helstøbte miljø og/eller kvaliteten af bevaringsværdierne.

Kulturmiljøerne skal knytte sig til en eller flere af følgende fortællinger om København:

1. København som hovedstad

2. København som havneby

3. Produktionens København

4. Københavnernes velfærd

Sekretariatet bemærker, at Tingbjerg er udpeget som kulturmiljø under 'Københavnernes velfærd', ligesom Utterslev Mose indgår som kulturmiljø under 'Københavns nyere befæstning'

Input fra Lokalhistorisk Selskab

Sekretariatet har modtaget input til screeningen fra Lokalhistorisk Selskab:

  • Bellahøjhusene og tilhørende område: den fredede bygning 'Bellahøj', Friluftsteatret, Bellahøjhusene og hele anlægget omkring, inkl. Degnemosen. Arkitekt; C.Th. Sørensen. Dette er alt i alt et ægte kulturområde, hvor Bellahøjhusene fortsat har ikonisk status.
  • 'Den engelske Haveby' som et sammenhængende anlæg af almennyttige boliger opført i 1923 på et tidspunkt, hvor dette var banebrydende. Arkitekt: Niels Gotenborg.
  • 'Vandtårnet' er fredet og bør derfor naturligt med. Og der er god grund til at inkludere forløbet hen til og med Brønshøj Torv som et kulturområde, både på grund af dets kommunale status og med det kommende kulturhus' placering i denne perlerække.
  • 'Utterslev Mose' som et enestående rekreativt område. Dens rolle som en del af Vestvolden er der ikke mange, der husker - det er kun historikere, der kender den.
  • 'Brønshøj Kirke' bør indgå, da den er enestående ved at være 'den ældste bygning i København, der stadig er i brug'. Den rækker tilbage til Absalon, kirkens bygherre og Københavns grundlægger, og repræsenterer således det lange historiske perspektiv, hvor de øvrige på listen repræsenterer det kortere perspektiv. Kirkegården kan man inddrage, da den er en af Københavns få landsbykirkegårde og som kirken rækker tilbage til 1100-årene

 

Løsning

Forretningsudvalget foreslår, at der tilføjes en 5. fortælling om København som grøn by. Dertil ønsker Byudviklingsudvalget, at følgende 'kulturmiljøer' indsendes til screening:

  • Havebyer:
    • Enigheden
    • Birkevang
    • Brønshøjholm
  • Bellahøjmarken
  • De gamle villakvarterer fx Højlandsvangen og Degnemosen

 

Videre proces

Sekretariatet udfylder skema for hvert af lokaludvalgets forslag og fremsender til Center for Byudvikling senest d. 26. november 2021. 

Beslutning

 

Lokaludvalget drøftede input til screening af kulturmiljøer, herunder hvilken betydning, det har for et område, hvis det udpeges som kulturmiljø i forhold til byudvikling. Sekretariatet drøfter dette med Center for Byudvikling.

Sekretariatet har udfyldt screeningsskemaer for de foreslåede kulturmiljøer og eftersender skemaerne til lokaludvalget.

Lis Søkvist foreslår, at den granskende pige fra Husum også indgår i screeningen.

Lokaludvalget godkendte brevet til Center for Byudvikling. Sekretariatet sender brevet sammen med screeningsskemaer, herunder også skema med den granskende pige.

Til top