Mødedato: 25.10.2018, kl. 18:30
Mødested: Tingbjerg, T-huset, Langhusvej 89, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til "Netværksskabende koncertrække 2019 i Kulturhuset Pilegården" (2019-midler)

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 50.000 kr. til projektet "Netværksskabende koncertrække 2019 i Kulturhuset Pilegården"

Problemstilling

Den lokale forening Music House Brønshøj søger støtte til at afholde 20 koncerter i Kulturhuset Pilegården i perioden 6. januar til 15. december 2019.

Koncerterne er med danske og udenlandske kunstnere indenfor genrerne blues, rock, folk og verdensmusik.

Koncerterne afholdes primært på hverdage kl. 20 samt søndage kl. 14. Desuden tilbyder foreningen at afholde en koncert som en del af Lokaludvalgets arrangement 2700Kulturdag.

Koncerterne er åbne for alle. Den primære målgruppe for koncerterne er voksne i alderen 40+. Ansøger regner med et besøgstal på 1200. Hertil kommer publikum til 2700Kulturdag. Billetprisen er mellem 50 og 160 kr. Prisen er den samme for medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen.

Koncertene bliver annonceret i samarbejde med Kulturhuset Pilegården, ligesom billetsalg sker gennem Pilegårdens billetsystem. Der udsendes elektroniske nyhedsbreve til foreningens 250 medlemmer. Disse nyhedsbreve sendes også til publikum, der tidligere har besøgt vores koncerter.Koncerterne lægges på Kultunaut, Pilegårdens hjemmeside samt foreningens Facebookside. Foromtale og annoncering i lokalavisen. Annoncering i Copenhagen Bluesfestivals program. Herudover distribueres flyers og plakater af frivillige foreningsmedlemmer.

Ansøgt beløb: 50.000 kr.

Forventede udgifter: 270.000 kr.

Forventede indtægter: 220.000 kr.

Kulturhuset Pilegården er samarbejdspart og stiller lokaler, PA og lys til rådighed. Herudover bidrager Pilegården med markedsføring samt afregning til KODA.

Støtten søges til musikerhonorarer, hoteludgifter, transport og forplejning af musikere samt til markedsføring, løn til lydtekniker og administration.

De forventede indtægter stammer fra entrébetaling, medlemskontingenter, sposorater samt forventet støtte fra Statens Kunstfond. Ansøger bidrager til projektet i form af frivillig arbejdskraft til afvikling af koncerterne.

Lokaludvalget har tidligere støttet lignende ansøgninger fra Musichouse Brønshøj, senest i december 2017, hvor Lokaludvalget gav 50.000 kr. i støtte til afholdelse af 20 koncerter.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget der indstiller til at give støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling. 

Løsning

Projektet bevilges støtte på 50.000 kr.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen. Beslutningen forudsætter, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bliver tildelt puljemidler af ca. samme omfang som i 2018 af Københavns Borgerrepræsentation.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt
Til top