Mødedato: 25.08.2022, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, lokale 204 (foreningslokalet på 2. sal)

Bydelsplan 2022-25 - bevilling og nedsættelse af styregruppe

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

28-04-2022: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at afholde lokaludvalgsseminar med fokus på bydelsplanen på Metalskolen Jørlunde lørdag d. 20. august.

24-05-2022: Lokaludvalget tog en orientering om bydelsplanens formål samt en skitse til proces for bydelsplansarbejdet til efterretning.

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager en opsamlende drøftelse af diskussionen om bydelsplanen, som fandt sted på lokaludvalgets seminar den 20. august.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager borgerpanelundersøgelsen som opstart til bydelsplan til efterretning.

3. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 100.000 kr. til arbejdet med bydelsplanen for 2022-2025.

4. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger medlemmer til en styregruppe for bydelsplansarbejdet.

 

Problemstilling

Brønshøj-Husum Lokaludvalg skal i begyndelsen af sin valgperiode udarbejde en bydelsplan, således at den er gældende for lokaludvalgets funktionsperiode. Bydelsplanen skal udarbejdes i dialog med borgere, aktører og forvaltninger og lokaludvalgets puljemidler indtænkes i samarbejdet med bydelen om realisering af bydelsplanen. Bydelsplanen skal godkendes af et repræsentantskab bestående af repræsentanter fra bydelens foreninger og brugerbestyrelser og være færdig til forelæggelse for Borgerrepræsentationen på et temamøde i foråret 2023.

På lokaludvalgets seminar den 20. august gik lokaludvalget i gang med bydelsplansarbejdet på baggrund af eksisterende viden om bydelen, bl.a. datapakke om bydelen og borgerpanelundersøgelse om borgernes ønsker til prioritering af indsatser i bydelen. Se bilag for borgerpanelundersøgelsen.

Arbejdet med bydelsplanen fortsætter i løbet af efteråret og vinteren 2022, dels gennem arbejde i lokaludvalgenes fagudvalg og dels gennem borgerrettede aktiviteter og kommunikationsindsatser, der koordineres af en styregruppe bestående af lokaludvalgsaktive.

Sekretariatet opfordrer til, at der til styregruppen vælges mindst et medlem fra hvert fagudvalg for at sikre den brede forankring af bydelsplanarbejdet i fagudvalgene. 

Sekretariatet opfordrer til, at møder i styregruppen så vidt muligt afholdes som formøder til forretningsudvalgsmøderne, for at mindske antallet af mødedage.

 

Løsning

Lokaludvalget bevilger 100.000 kr. til bydelsplansarbejdet og nedsætter en styregruppe.

Forretningsudvalget har drøftet sagen og ønsker, at der ved behov - indenfor de 100.000 kr. - afses midler til indkøb af konsulentbistand eller anden ekstern bistand til bydelsplansprocessen. Dette skal planlægges i samarbejde med sekretariatet.


Økonomi

Budget
Inddragelsesaktiviteter (forplejning, lokaleleje, facilitering m.v.): 60.000 kr.
Foto: 7.500 kr.
Illustrationer: 7.500 kr.
Video: 5.000 kr.
Øvrig kommunikation: 20.000 kr. 
I alt: 100.000 kr.

Pengene tages fra Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse.

I projektkataloget for 2022 har lokaludvalget budgetteret med 100.000 kr. til udarbejdelse af bydelsplan. 

Budgettet skal ses som en rammebevilling. Styregruppen kan omstrukturere midlerne efter behov og orientere lokaludvalget efterfølgende.

Eventuelle udgifter til tryk af den færdige plan er ikke medregnet i budgettet, da bydelsplanen først forventes færdig i 2023. 

 

Videre proces

Styregruppen har mandat til at planlægge og udføre inddragelsesaktiviteter i samarbejde med sekretariatet. Sekretariatet indkalder styregruppen til første møde. På dette møde vælger styregruppen desuden en tovholder, som ved behov kan træffe beslutninger mellem styregruppemøderne. 

Lokaludvalget orienteres løbende om status for bydelsplansarbejdet. 

Beslutning

ad 1) Lokaludvalget tog en opsamlende drøftelse af diskussionen om bydelsplanen, som fandt sted på lokaludvalgets seminar den 20. august.

ad 2) Lokaludvalget tog borgerpanelundersøgelsen som opstart til bydelsplan til efterretning.

ad 3) Lokaludvalget bevilgede 100.000 kr. til arbejdet med bydelsplanen for 2022-2025.

ad 4) Lokaludvalget besluttede at drøfte på kommende møder i fagudvalgene, hvem der skal udpeges til styregruppen for bydelsplansarbejdet. Christoffer Rosenkrands, Christian Hesselbjerg og Sabah Quarasnane meldte sig til at deltage i styregruppen.

 

Til top