Mødedato: 25.06.2020, kl. 18:30
Mødested: Se mail

Ansøgning om støtte til "Brønshøjs Haver Danser"

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen om støtte til "Brønshøjs Haver Danser"

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En borger (tidligere bosiddende i Brønshøj) søger støtte til en række små danseforestillinger, som skal opføres i private haver i Brønshøj-Husum. Ansøger vil opføre 29 forestillinger fordelt over tre weekender i august 2020 (fredag til søndag i uge 32, 33 og 34) samt opføre en afsluttende forestilling på Brønshøj Torv søndag den 23. august. Borgere i bydelen kan booke en gratis forestilling, som varer 15-20 minutter. Der medvirker en moderne danser og en jazz-saxofonist.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Alle med en have/altan/baggård kan booke en gratis forestilling via en online billettjeneste. Forestillingerne er gratis og åbne for alle, med de begrænsninger som myndighedernes anbefalinger i forhold til COVID-19 kræver. Ansøger forventer i alt 250-350 deltagere. Forestillingerne annonceres via Facebook, flyers i private postkasser, plakater og via pressemeddelelse til Brønshøj Husum Avis. Ansøger ønsker et samarbejde med Café Staalvand vedrørende salg af drikkevarer til den afsluttende forestilling på Brønshøj Torv.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 20.000 kr.
Forventede udgifter: 154.100 kr.
Forventede indtægter: 134.100 kr.

Projektet rummer udgifter til kunstnerhonorarer (herunder til ansøger selv), produktion, fotograf, kostumer, PR, forsikring m.m. Indtægter stammer fra andre ansøgte fonde, herunder Statens Kunstfond. Ansøger bidrager med ulønnede arbejdstimer. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget som indstiller, at der gives afslag. Udvalget finder, at aktiviteterne ikke er tilstrækkeligt lokalt forankrede og er for snævre og lukkede i forhold til deltagergruppe.

Forretningsudvalget støtter denne indstilling. Begrundelsen for afslaget er, at aktiviteterne ikke er tilstrækkeligt lokalt forankret, fx i form af lokale samarbejdspartnere. Desuden er det udvalgets vurdering, at den netværksdannende effekt af aktiviteterne er begrænset.  

Beslutning

Lokaludvalget følger indstillingen om afslag på ansøgningen om støtte til "Brønshøjs Haver Danser"
Til top