Ansøgning om støtte til "WA(L)KING COPENHAGEN"
Indstilling
Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen om støtte til "WA(L)KING COPENHAGEN"
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Metropolis – Københavns Internationale Teater søger støtte til at afholde 40 vandringer foretaget af kunstnere i det offentlige rum på tværs af København i perioden den 30. juni til den 8. august 2020. En ny kunstner går hver dag fra sit eget hjem rundt i København i 12 timer og filmer sig selv - som en dagbog fra en storby, der er ramt af coronavirus. Publikum kan både følge kunstneren i byrummet og online, når kunstnerne live-streamer hver time fra deres vandringer. Projektet er en del af Metropolis' værk: "Wa(l)king Copenhagen - 100 kunstnere, 100 vandringer, 100 dage", som er hovedaktiviteten for Metropolis 2020 og som startede den 1. maj 2020.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Ansøger ønsker at nå en bred målgruppe på tværs af alder og etnicitet. Ansøger forventer ca. 10.000 online publikum og 10.000 publikum som forbipasserende. Ansøger samarbejder med en række kunst- og kulturinstitutioner på tværs af byen. Der annonceres for arrangementet på Metropolis' hjemmeside, instragram og facebook, hvorfra vandringerne kan streames.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 25.000 kr.
Forventede udgifter: 625.000 kr.
Forventede indtægter: 625.000 kr.
Forventet medfinansiering: 50.000 kr.
Projektet rummer udgifter til honorarer til kunstnerne; udstyr til optagelse; materialer, forplejning og transport til kunstnerne; PR; forsikringer samt lønninger. Ansøger har søgt en række andre fonds- og puljemidler: Københavns Kommune (bevilget), Statens Kunstfond (bevilget), Frederiksberg Kommune samt flere af de andre lokaludvalg. Ansøgers samarbejdspartnere medfinansierer nogle af udgifterne til ansøgers lønninger til program, produktion, kommunikation og administration.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet har bedt ansøger uddybe den lokale vinkel i projektet. Ansøger har svaret, at tre kunstnere fra Brønshøj-Husum allerede har medvirket. Derudover skriver ansøger: "Alle kunstnere starter deres vandring fra deres hjem. Mange kunstnere vil gå og laver aktioner i Brønshøj-Husum under deres 12 timers lange vandring igennem København. Det præcise program for hvilken kunstner, hvilken idé, hvilken rute og på hvilket tidspunkt planlægges løbende. Vi offentliggør et program hver 10. dag. Derfor er det umuligt for os på nuværende tidspunkt at konkretisere hvor, hvornår og hvor mange af dagene vil foregå i Brønshøj-Husum i perioden 30. juni til 8. august."
Sekretariatet bemærker, at det projekt, som ansøger søger støtte til, er en del af et større projekt, der allerede er igangsat, når lokaludvalget behandler ansøgingen. Ansøger søger dog specifikt støtte til aktiviteter og udgifter i perioden 30. juni-8. august, der ligger efter lokaludvalgets behandling af ansøgningen.
Tidligere tilsagn
Metropolis har i 2019 modtaget støtte fra Bydelspuljen til MOVE IT! Bellahøj, hvor lokaludvalget bevilgede 70.000 kr.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til afslag. Projektet er igangsat og den lokale forankring er ikke sikret. Der er ingen lokale samarbejdspartnere er beskrevet for perioden juli – august.