Mødedato: 25.06.2020, kl. 18:30
Mødested: Se mail

Ansøgning om støtte til "En Thomas Dambo trold i Brønshøj/Husum"

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, at

1. lokaludvalget træffer beslutning om at støtte "En Thomas Dambo trold i Brønshøj/Husum" med 50.000 kr. 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Den lokale forening Rollespilsfabrikken søger støtte til et samarbejde med kunstneren Thomas Dambo (https://thomasdambo.com/) og Københavns Kommunes socialforvaltning at opføre en stor troldeskulptur i træ i bydelen. Skulpturen skal opføres i løbet af sommeren og forventes at stå færdig 15. september 2020. Som en del af projektet kan københavnerne komme med forslag til placeringen, som udvælges alt efter hvor der kan gives tilladelse, fx i Utterslev Mose. Skulpturen opføres i genbrugstræ, som københavnerne opfordres til at donere. Skulpturen bygges af kunstneren i samarbejde med unge fra Tingbjerg og frivillige fra Rollespilsfabrikken. 

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Ansøger forventer, at det særligt er børnefamilier, der vil komme med forslag til placering og efterfølgende gå på jagt efter trolden, når den er opført. Ansøger håber, at mindst 10.000 vil besøge trolden i løbet af sommeren. Opfordringen til at komme med foreslag til placeringen vil blive delt via opslag i kulturhusene og gennem foreningens netværk. Desuden anvendes ansøgers og kunstnernes Facebooksider. Ansøger håber, at både lokale og nationale medier vil skrive om skulpturen, når den står færdig.

Ud over samarbejdet med socialforvaltningen håber ansøger på at etablere et samarbejde med fritidsklubben Terrasserne, Kulturhuset Pilegården og EnergiCenter Voldparken om aflevering af materialer.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 50.000 kr.
Forventede udgifter: 140.000 kr.
Forventede indtægter:  90.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 10.000 kr.

Projektet rummer udgifter til kunstnerhonorar, materialer, leje af lastbil, løn til ungarbejdere fra Tingbjerg samt forplejning. Indtægterne stammer fra en bevilling fra kommunens Kultur- og Fritidsudvalg samt donationer. Ud over egenfinansieringen bidrager foreningen med medarbejdertimer og frivillig arbejdskraft. Socialforvaltningen bidrager med medarbejdertimer til at facilitere det hold unge fra Tingbjerg, der skal hjælpe kunstneren med at bygge skulpturen. Desuden betaler de lønnen til de pågældende unge.

Tidligere tilsagn

Rollespilsfabrikken har tidligere fået støtte fra Bydelspuljen, senest i 2019 til projektet "Opstart af Rollespilsfabrikkens Dukkeklubs månedlige turnering", hvor foreningen fik udbetalt 21.412 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Ansøger har meddelt, at projektet først starter, når ansøger har fået svar på ansøgningen fra lokaludvalget.

Kulturudvalget har spurgt til projektets plan for drift og vedligehold af skulpturen. Ansøger har svaret, at når skulpturen er opført, tilfalder ansvaret ejeren af grunden, hvor skulpturen er placeret.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Byudviklingsudvalget, Kulturudvalget og Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, som alle indstiller til fuld støtte. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Det er en forudsætning for tilsagnet, at skulpturen opføres i Brønshøj-Husum bydel. Desuden er det en forudsætning, at ansøger får indhentet de nødvendige tilladelser til opførelse af skulpturen.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A (Bydelspuljen).

Beslutning

Lokaludvalget følger indstillingen om at støtte ansøgningen til 'En Thomas Dambo trold i Brønshøj/Husum' med 50.000 kr. under forudsætning af, at den opføres i Brønshøj-Husum og at ansøger får nødvendige tilladelser.

Elsebeth Thorlak vælges til at følge projektet.

Til top