Mødedato: 25.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Videnshuset, Voldparken 10 ved Husum for alle

Meddelelser

Se alle bilag

Orientering om screening af idrætshelhedsplan for Tingbjerg Idrætspark

Kultur- og Fritidsforvaltningen har lavet en screening af den idrætshelhedsplan for Tingbjerg Idrætspark, der i 2021 er udarbejdet på initiativ af DGI Storkøbenhavn og lokale aktører. Idrætshelhedsplanen præsenterer en vision for en fremadrettet udvikling af Tingbjerg Idrætspark, hvor der opføres nye udendørs idrætsfaciliteter i idrætsparkens mellemrum og indrettes mødesteder, der imødekommer brugernes og borgernes ønsker om aktivitet, fleksibilitet og fællesskaber.

Den 27. april 2023 drøftede Kultur- og Fritidsudvalget screeningen og bestilte et budgetnotat, der også indeholder indendørsfaciliteter, til forhandlingerne om Budget 2024.

Læs mere her: Screening af idrætshelhedsplan for Tingbjerg Idrætspark | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

 

Orientering om Kultur- og Fritidsudvalgets temadrøftelse om varige sociale indsatser for udsatte børn og unge

Med Budget 2022 og Budget 2023 blev der afsat varige midler til en stor del af Kultur- og Fritidsforvaltningens sociale indsatser. Indsatserne omfatter: FerieCamp, FritidsGuiderne, Kontingentstøtteordningen, Sociale partnerskaber og Børne- og Ungekulturpiloterne. Indsatserne har samlet set til formål at introducere, inkludere og fastholde socialt udsatte børn og unge i kultur- og idrætslivet.

Den 11. maj drøftede Kultur- og Fritidsudvalget varige sociale indsatser for udsatte børn og unge. Udvalget anmodede forvaltningen om at vende tilbage med en ny indstilling på baggrund af udvalgets bemærkninger og tilkendegivelser. 

Læs mere her: Temadrøftelse om varige sociale indsatser | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

 

1. spadestik til seniorbofællesskab i Tingbjerg

Lokaludvalget har modtaget invitation fra Seniorbofælleskabsforeningen Mosefundet til 1. spadestik med efterfølgende orienteringsmøde 24. maj kl. 15.30. Søren Krøigaard, Pia Rasmussen og Chris Andersen planlægger at deltage.

 

BIKING COPENHAGEN 

Wonderful Copenhagen inviterer til en idéworkshop 7. juni, så vi i fællesskab kan samskabe
nye cykeloplevelser for besøgende og lokale – en eftermiddag med gode oplæg, netværk og opstart af kreative projekter omkring hverdagscykling. Invitationen er sendt til Byudviklingsudvalget. Elsebeth Thorlak deltager.

 

Orientering om bassinprojekt ved Harrestrup Å

Teknik- og Miljøudvalget behandlede på deres møde d. 8 maj indstilling fra forvaltningen om at vedtage projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018. 

Af de 72 indkomne høringssvar, omhandlede 57 høringssvar de to bassinprojekter langs Harrestrup Å. Høringssvarene kredser om den manglende VVM-proces, underbelysning af bassinprojekternes konsekvenser i relation til trafik, støj, adgangsforhold i anlægsperioden, ekspropriationer, samt mangelfuld inddragelse.

Man kan af forvaltningens kommentarer til Teknik- og Miljøudvalget læse følgende:

- At Brønshøj-Husum Lokaludvalgs henvendelse til forvaltningen i februar 2023 om mangelfuld orientering af de berørte grundejere har ført til ny praksis om for fremtiden at undersøge, om der er borgere, der skal orienteres særskilt inden offentliggørelse af spildevandstillæg.

- At HOFOR har oplyst at de igangsætter dialogaktiviteter med berørte borgere, når spildevandplan-projekttillægget nu er politisk godkendt.

- At HOFOR er ved at udarbejde grundlaget for en såkaldt VVM-screening af projekttillægget. ” Når kommunen skal myndighedsbehandle VVM-screeningen vil kommunen få belyst projektets afledte miljøpåvirkninger i både driftsfasen og i anlægsfasen, herunder trafik og adgangsforhold, natur, fredning, jord og grundvand, støj, vibrationer mv.”

Etableringen af bassinnet kan således ikke påbegyndes før de nødvendige tilladelser foreligger og den nødvendige lovgivning er overholdt. Det gælder både VVM-lovgivningen og anden relevant lovgivning i øvrigt.

Læs mere her: Endelig vedtagelse af Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

 

Muligheder for plantet grantræ på Brønshøj Torv undersøges

Aktørgruppen for Brønshøj Kulturakse har på deres seneste møde d. 10 maj drøftet muligheden for at få plantet et grantræ på området omkring Brønshøj Torv i stedet for, at der hvert år til jul indkøbes og fældes et stort grantræ. Aktørgruppen har sendt forslag til konkrete plantesteder til Byrumsforvalteren i Teknik- og Miljøforvaltningen, der undersøger mulighederne. 

Til top