Mødedato: 25.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Videnshuset, Voldparken 10 ved Husum for alle

Høring om skoledistriktsændringer for skoleåret 2024/2025

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender at indsende høringssvar til den offentlige høring om skoledistriktsændringer for skoleåret 2024/25.

Problemstilling

Antallet af børn i skolernes distrikter og søgningen til skolerne ændrer sig over tid, og det er derfor løbende nødvendigt at tilpasse skolernes distrikter, så de ikke får for mange elever. Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) fremlægger hvert år en sag om ændringer i skoledistrikter. I dette års sag indstilles det at sende tre forslag til distriktsændringer i høring gældende fra skoleåret 2024/25, som Børne- og Ungdomsudvalget og Borgerrepræsentationen efterfølgende skal tage endelig stilling til.

For Brønshøj-Husum Lokaludvalg kan det være relevant at forholde sig til distriktsændringen for Tagensbo Skole. Skolen ligger i Bispebjerg, men forslaget involverer også Grøndalsvænget Skole (Bispebjerg), Rødkilde Skole (Vanløse) og Utterslev Skole (Bispebjerg). 

Forslaget er sendt i offentlig høring med frist den 9. juni 2023. Se bilag for høringsbrev samt forslag om distriktsændringer. 

Distriktsændring for Tagensbo Skole

Med forslaget vil der forventeligt blive flyttet 17 børn årligt fra Tagensbo Skole til de øvrige skoler. Grøndalsvænget Skole ikke har plads til at modtage elever fra Tagensbo Skole, og det betyder bl.a., at der også skal flyttes roder fra Grøndalsvænget Skole til Rødkilde Skole.

Forvaltningen foreslår, at følgende roder flyttes:

  • Rode 297 og 298 (11 elever) flyttes fra Tagensbo Skole til Grøndalsvænget Skole 
  • Rode 282 og 288 (15 elever) flyttes fra Grøndalsvænget Skole til Rødkilde Skole 
  • Rode 305 og del af rode 302 (6 elever) flyttes fra Tagensbo Skole til Utterslev Skole

Løsning

Fagudvalget for Børne, Unge, Fritid og Idræt (BUFI) har drøftet høringen. Fagudvalget stiller sig uforstående overfor, at der kan flyttes elever til Utterslev Skole, når man tager skoledistriktsændringen for skoleåret 2021/2022 i betragtning. Ved denne distriktsændring blev der flyttet 15 elever fra Utterslev Skole til Bellahøj Skole fra dele af rode 279 (Brønshøj-Husum) og 307 (Bispebjerg). Dette medførte dårlig trafiksikkerhed for de elever, der blev flyttet, som skal krydse Hareskovvej for at komme til Bellahøj Skole. Teknik- og Miljøforvaltningen er stadig i gang med at at lave tiltag for at forbedre trafiksikkerheden på skolevejen for eleverne (det drejer sig bl.a. om krydset Hareskovvej/Mellemvangen). Det bærende argument om at udføre distriktsændringen på trods af, at Teknik- og Miljøforvaltningen vurderede, at der ville være store trafikale udfordringer forbundet med at ændre skoledistrikterne, var, at det var nødvendigt at reducere Utterslev Skoles kapacitet. Læs om skoledistriktsændringen for skoleåret 2021/22: Ændring af skoledistrikter til skoleåret 2021/2022 - efter høring | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Forretningsudvalget ønsker - på baggrund af fagudvalgets bemærkninger - at indsende et høringssvar.

Sekretariatet har samlet fagudvalgets og forretningsudvalgets kommentarer i et høringssvar. Se udkast til høringssvar i bilag.

Videre proces

Sekretariatet indsender lokaludvalgets høringssvar.

Beslutning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkendte at indsende høringssvar til den offentlige høring om skoledistriktsændringer for skoleåret 2024/25.
Til top