Høring: Distriktsændringer for skoleåret 2025/2026
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter forslag om distriktsændringer for skoleåret 2025/2026.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget mandat til at indsende høringssvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelser.
Problemstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlægger hvert år en sag om ændringer i skoledistrikter. Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår som udgangspunkt kun ændringer til skoledistrikterne, hvis de følger Børne- og Ungdomsudvalgets principper for skoledistriktsændringer. Principperne er:
- Kapacitetsudnyttelse
- Kontinuitet og transparens
- Sikre skoleveje
- Bred elevsammensætning
Børne- og Ungdomsudvalget har på udvalgsmødet den 26. april 2023 besluttet at sende 4 ændringer, gældende fra skoleåret 2025/26 i høring. Høringsfristen er 17. maj.
To ændringer berører skoler i Brønshøj-Husum:
- Distriktsændring for Brønshøj Skole [forslag om a) at flytte rode 277 fra Brønshøj Skole til Bellahøj Skole eller b) at flytte rode 256 fra Brønshøj Skole til Kirkebjerg Skole.
- Forslag om at flytte karré 27921-27925 og karré 30714B fra Bellahøj Skole til Utterslev Skole
Al høringsmaterialet kan ses på blivhoert.kk.dk: Distriktsændringer for skoleåret 2025/2026 (kk.dk)
De to lokale forslag kan ses i bilag til dette punkt.
Vedr. forslaget om flytning fra Brønshøj Skole til Bellahøj Skole eller Kirkebjerg Skole
Følgende fremgik af indstillingen til Børne- og Ungdomsudvalget den 26. april:
"Brønshøj Skole er i næste skoleår og fremadrettet i risiko for at indskrive flere klasser end skolens kapacitet. Skolen er i forvejen fyldt på alle klassetrin, og derfor foreslår Børne- og Ungdomsforvaltningen, at der laves en distriktsændring for skolen.
Forslaget indebærer, at rode 277 flyttes fra Brønshøj Skole til Bellahøj Skole, hvilket forventes at flytte 12 elever til Bellahøj Skole. Det medfører, at Brønshøj Skoles socioøkonomi ændrer sig fra 0,44 til 0,40, mens Bellahøj Skoles socioøkonomi ændrer sig fra -0,40 til -0,21. Forslaget vil derfor understøtte princippet om en bred elevsammensætning på skolerne. Forslaget giver ikke udfordringer i forhold til elevernes skolevej, da ændringen ikke medfører, at der skal passeres større trafikerede veje. Forslaget er tidligere blevet foreslået af skolelederne på Brønshøj Skole og Bellahøj Skole i 2022, men blev ikke gennemført, da prognosen på daværende tidspunkt ikke gav anledning til en ændring.
Hvis der ønskes en anden løsning, kan rode 256 alternativt flyttes fra Brønshøj Skole til Kirkebjerg Skole. Forslaget flytter ligeledes 12 elever, men vil ikke have samme positive indvirkning på skolernes socioøkonomi. Derudover vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at forslaget til Bellahøj Skole er mere hensigtsmæssigt ift. trafiksikkerhed."
Tidligere lokaludvalgsbeslutning
Da forslaget om flytning af rode 277 var i høring i 2022, drøftede Brønshøj-Husum Lokaludvalg forslaget og gav forpersonerne mandat til at sende et høringssvar. Det fremgik af høringssvaret, at lokaludvalget ikke umiddelbart kunne bakke op om forslaget om distriktsændringen. Høringssvaret fra 2022 kan ses i bilag. Lokaludvalgets drøftelses kan ses her: Høring af forslag om ændring af skoledistrikt fra Brønshøj til Bellahøj Skole | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Vedr. forslaget om flytning fra Bellahøj Skole til Utterslev Skole
Forslaget om at flytte de to karréer fra Bellahøj Skole til Utterslev Skole er i materialet fra Børne- og Ungdomsforvaltningen beskrevet som en tilbagerulning af en skoledistriktsændring besluttet i Børne- og Ungdomsudvalget den 12. august 2020, hvor område blev flyttet til Bellahøj Skole fra Utterslev Skole.
Lokaludvalget har tidligere problematiseret distriktsændringen fra 2020, senest i et brev til børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager vedtaget på lokaludvalgsmødet den 22. februar: Henvendelse til Jakob Næsager ang. skoledistrikter Utterslev Skole/Bellahøj Skole | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Den 15. marts modtog lokaludvalget et brev fra Børne- og Ungdomsborgmesteren om, at han ville bede Børne- og Ungdomsforvaltningen undersøge muligheden for at tilbageføre distriktsændringen. I forbindelse med høringen om forslag om distriktsændringer for skoleåret 2025/2026, har Børne- og Ungdomsborgmesteren sendt endnu et brev, hvor borgmesteren glæder sig over, at forslaget om at tilbageføre de to karréer er sendt i høring. Det seneste brev fra Børne- og Ungdomsborgmesteren kan ses i bilag.
Løsning
Børne- Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget havde en kort, indledende drøftelse af forslagene til distriktsændringer på fagudvalgsmødet den 8. april. Børne- Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget er meget glade for, at arbejdet for at sikre, at skoleelever ikke skal krydse Hareskovsvej, har båret frugt. Børne- Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget er umiddelbart skeptiske overfor ændringer i skoledistriktet for Brønshøj Skole. Af de to forslag, der er sendt i høring, er Børne- Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget umiddelbart mest kritisk overfor forslaget om at flytte elever til Kirkebjerg Skole, bl.a. fordi det vil betyde, at elever skal krydse den befærdede Slotsherrensvej.
Forretningsudvalget har drøftet forslagene og foreslår følgende overordnede pointer og principper for lokaludvalgets høringssvar til sagen:
- Principielt er lokaludvalget imod, at skoleroder flyttes. I særdeleshed når børn skal krydse farlige veje.
- Lokaludvalget støtter, at karrerne flyttes fra Bellahøj Skole tilbage til Utterslev Skole, fordi lokaludvalget principielt er imod, at børn skal krydse større veje for at komme i skole.
- Lokaludvalget er indstillet på, at rode 277 flyttes til Bellahøj Skole, da denne vil være mindst indgribende ift. sikker skolevej for skolebørnene. Ved flytning af rode 277, skal der ikke krydses større veje. Ved flytning af rode 256 skal børn krydse Slotsherrensvej.
Børne- Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget bad sekretariatet kontakte skoleledere og skolebestyrelser på Bellahøj Skole og Brønshøj Skole med opfordring til at sende deres input forud for lokaludvalgets drøftelse af høringen.
Skolelederne fra Brønshøj og Bellahøj skoler samt skolebestyrelsen for Bellahøj Skole har sendt bemærkninger til forslagene (se bilag).
Sekretariatet har modtaget information om, at forpersonerne fra Bellahøj skoles skolebestyrelse samt forældre fra Brønshøj Skole deltager på lokaludvalgsmødet for at fortælle lokaludvalget om deres synspunkter.
Videre proces
På baggrund af lokaludvalgets drøftelser skriver Børne-, Unge-, Idræts- og Fritidsudvalget et høringssvar, som også godkendes af forpersonen inden svaret indsendes senest 17. maj.
Børne- og Ungdomsudvalget forventes at tage endelig stilling til forslagene om distriktsændringer den 14. august 2024.
Beslutning
Der var mødt tilhørere op fra hhv. Bellahøj Skole Skolebestyrelse og forældrerepræsentanter fra rode 277 for at fortælle lokaludvalget om deres synspunkter vedr. sagen.
Forpersonerne for skolebestyrelsen på Bellahøj skole oplyste, at skolen er nyrenoveret, har gode faciliteter og en ny skoleledelse. Der er høj trivsel blandt lærerne på skolen og trivslen blandt elever er stigende. Endvidere at skolen vægter børnefællesskaber højt og at det ærgrer bestyrelsen, at flere børn ikke får glæde af skolen. I 2022 holdt forældrebestyrelsen møder med forældre fra rode 277 og vil meget gerne samarbejde med kommende forældre.
En tilhører gjorde lokaludvalget opmærksom på, at hvis karréerne tilbageføres fra Bellahøj til Utterslev Skole, så vil der fortsat være børn, der skal krydse Hareskovvej og at det derfor er vigtigt, at der bliver lavet sikker skolevej for de børn, der fortsat skal krydse Hareskovvej.
En forældregruppe fra rode 277, der repræsenterede 10 forældrepar fra rode 277, gjorde lokaludvalget opmærksom på, at konsekvensen af at flytte rode 277 til Bellahøj skole, vil være en højere søgning til privatskoler, splittelse af de lokale børnefællesskaber i kvarteret og at de strukturelle udfordringer med manglende elever til Bellahøj Skole ikke løses af at flytte rode 277.
ad 1) Brønshøj-Husum Lokaludvalg diskuterede forslag om distriktsændringer for skoleåret 2025/2026, herunder at:
- Lokaludvalget generelt er imod rodeflytninger, da det skaber usikkerhed blandt forældre og kommende skolebørn - særligt når rodeflytninger imellem skoler foreslås ofte.
- Lokaludvalget støtter forslaget om at flytte karréerne på modsatte side af Hareskovvej tilbage til Utterslev Skole og samtidig gøre opmærksom på, at overgangen ved Mellemvangen fortsat skal sikres for de børn, der - uanset distriktsændringer - krydser Hareskovvej for at komme til og fra skole.
- Lokaludvalget ønsker, at forvaltningen analyserer elevtallene dybere, da de er usikre ift. børn, der skoleudsættes, børn, der skal på privatskoler, til- og fraflytning mv.
- Lokaludvalget ønsker, at forvaltningen kommer med forslag til strukturelle løsninger, herunder hvilke permanente og mere stabile løsninger, som forvaltningen foreslår fremfor rodeflytninger.
Afstemning om lokaludvalget i høringssvar skal forholde til konkret til flytning af rode 277 og 256:
Følgende stemte for, at lokaludvalget i høringssvar skal forholde sig til flytning af rode 277 og 256: David Grolin, Sune Vuorela, Christoffer Rosenkrands.
Følgende stemte imod, at lokaludvalget i høringssvar skal forholde sig til flytning af rode 277 og 256: Kristian Alex Larsen, Ingrid Kaber Pors, Elsebeth Thorlak, Jan Bötcher, Ida Berendsen, Lis Søkvist, Kirsten Vibeke Møller, Søren Krøigaard, Søren Cloos, Pernille Høholt.
Følgende undlod at stemme: Pia Rasmussen, Svenning Haaning, Chris Andersen, Farhio Yusuf.
ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg gav sekretariatet mandat til at udarbejde høringssvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelser. Høringssvaret indsendes efter godkendelse af forpersonen og næstforpersonen.