Mødedato: 25.04.2024, kl. 18:30
Mødested: Nørre Gymnasium, Mørkhøjvej 78

Præsentation af Nørre Gymnasiums projektarbejde med Vestvolden

Tidligere beslutninger

26.10.23: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede tema i samarbejdet med Nørre Gymnasium og valgte Christian Erdmann og Christoffer Rosenkrands som kontaktpersoner for projektet. Læs mere her: Beslutning: Tema for samarbejde med Nørre Gymnasium 2023/2024 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager Nørre Gymnasiums elevers præsentation af elevernes projektarbejde med Vestvolden til efterretning og har dialog med eleverne om deres arbejde med Vestvolden. Der er afsat 45 min. hertil.

Problemstilling

Baggrund

Brønshøj-Husum Lokaludvalg sætter med bydelsplanen blandt andet fokus på inddragelse af børn og unge og har indgået et strategisk samarbejde med Nørre Gymnasium i perioden 2023-2025. Læs mere her: Samarbejde med Nørre Gymnasium – Brønshøj-Husum lokaludvalg (kk.dk)

I vinteren 2022/2023 arbejdede eleverne med deres input til udvikling af Husum Torv. I foråret 2024 har eleverne arbejdet med Vestvolden.

Bydelsplan

Vestvolden indgår som indsatsområde i lokaludvalgets bydelsplan, ligesom lokaludvalget i forbindelse med høring af Kommuneplansstrategien i høringssvar skrev om Vestvolden:

"Vi vil dog gøre opmærksom på, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg har en drøm at gøre hele Københavns flotte fæstningsværk inklusiv Vestvolden, der har meget at byde på både kulturelt og naturmæssigt i vores bydel, til en så væsentlig del af vores kulturarv, at den kan blive UNESCO anerkendt som verdens kulturarv. Det kræver dog, at der investeres i dette flotte anlæg, der vil kunne tiltrække mange turister som oplevelsessted. Vestvolden og fæstningsværket er slet ikke nævnt i dette afsnit i forslag til Kommuneplansstrategien som udviklingsområde".

Præsentation af elevernes arbejde

Christian Erdmann og Christoffer Rosenkrands deltog i møde med eleverne fra Nørre Gymnasium d. 3. april for at svare på elevernes spørgsmål omkring Vestvolden.

På lokaludvalgsmødet d. 25. april fremlægger eleverne deres arbejde med Vestvolden for lokaludvalget. Præsentationen inkl. dialog imellem elever og lokaludvalg forventes at vare ca. 45 min.

Løsning

Lokaludvalget tager elevernes præsentationer til efterretning og har dialog med eleverne om deres arbejde med Vestvolden.

Videre proces

Byudviklingsudvalget og Miljøudvalget planlægger en inspirationstur til Vestvolden tirsdag d. 30. april med oplæg af repræsentanter fra Rødovre Kommune. Byudviklingsudvalget og Miljøudvalget planlægger fællesmøde i maj med henblik på at drøfte Vestvolden.

Beslutning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog Nørre Gymnasiums elevers præsentation af projektarbejde med Vestvolden til efterretning og havde dialog med eleverne.
Til top