Mødedato: 25.03.2021, kl. 18:30
Mødested: Digitalt via Microsoft Teams

Ansøgning om støtte til "Bella Bio - Verdens fedeste filmklub!"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Bella Bio - Verdens fedeste filmklub!" med 50.000 kr. 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En lokal borger søger i samarbejde med boligforeningerne på Bellahøj støtte til at opstarte en filmklub på Bellahøj for børn og unge, som både skal fungere som biograf og som et værksted, hvor de unge kan arbejde med alle aspekter af filmudvikling. Projektet opstartes med Open Air film på Bellahøj Friluftscene med visning af udvalgte klassikere for det brede publikum og afsluttes med offentlig filmforevisning af de unges film. Desuden afholdes workshops i samarbejde med Bellahøj Skole og Rødkilde Skole. Projektet finder sted fra juni til december 2021.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Den primære målgruppe er børn og unge i alderen 10-18 år. Ansøger forventer mellem 20-40 ugentlige deltagere. Filmklub og værksted er et ugentligt, gratis tilbud, åbent for alle og der tilstræbes en uformel ”drop-in” stil, der ikke kræver medlemskab eller fast deltagelse. Klubben er åben for alle børn og unge i Bellahøj, hvor den vil være placeret, men ansøger forestiller sig også at klubben vil trække filmelskende børn og unge til fra hele bydelen. Open Air film-festivalen vil være med et tilbud til alle aldersgrupper.

Sammen om Bellahøj, Bellahøj boligforeninger og boligselskaber er primær samarbejdspartner. Desuden Kultur og Fritidsforvaltningen, Bellahøj Skole, Rødkilde Skole, Klubber i Bellahøj og FerieCamp.

Ansøger vil annoncere bredt i den lokale presse, på sociale medier, samt gennem samarbejdspartneres kanaler (hjemmesider og lokaler, huse, biblioteker mm.) samt via netværk og personlig kontakt til børnene og de unge i området, som også opfordres til at sprede budskabet.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 75.000 kr.
Forventede udgifter: 380.000 kr.
Forventede indtægter: 305.000 kr. 

Projektet rummer udgifter til honorarer, materialer, udstyrsleje, filmleje, lokaleleje, PR, forplejning, administration, forsikring m.m. Indtægter stammer fra samarbejdspartnere samt fondssøgning, fx Statens Kunstfonds Huskunstnerordning. Ansøger bidrager med finansiering fra eget firma samt frivillig arbejdskraft.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet har været i dialog med ansøger og har i lyset af projektets omfang og det ansøgte beløbs størrelse opfordret ansøger til at sende en grundigere projektbeskrivelse, som kan ses i bilag.

Sekretariatet bemærker at Rødkilde Skole, hvor en af de planlagte workshops vil blive afholdt, er beliggende i Vanløse bydel. Skolen har mange elever fra Bellahøjhusene. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der synes at det er et spændende projekt, men at projektet har høje udgiftsposter. Kulturudvalget har behov for en uddybende beskrivelse og en bedre fornemmelse af antallet af aktiviteter for at kunne tage stilling til ansøgningen. Da ansøger ikke havde sendt en uddybende projektbeskrivelse, da Kulturudvalget behandlede ansøgningen, bad Kulturudvalget om, at Forretningsudvalget tog stilling til ansøgningen.

Ansøgningen har også været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der synes, det er et godt projekt, og indstiller til delvis støtte på 50.000 kr. med begrundelsen at lønudgifter til ansøger er for høje i forhold til det samlede projekt.

Forretningsudvalget støtter Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets indstilling om delvis støtte på 50.000 kr. Den delvise støtte er begrundet i en økonomisk prioritering af lokaludvalgets resterende puljemidler samt at projektet rummer forholdsvist høje udgifter til honorarer til ansøger selv.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Lokaludvalget beslutter at støtte 'Bella Bio - Verdens fedeste filmklub' med delvis støtte på 50.000 kr. 

Lokaludvalget begrunder den delvise støtte i en økonomisk prioritering af lokaludvalgets resterende puljemidler samt at projektet rummer forholdsvist høje udgifter til honorarer til ansøger selv.

Christoffer Rosenkrands følger projektet.

Til top