Mødedato: 25.03.2021, kl. 18:30
Mødested: Digitalt via Microsoft Teams

Ansøgning om støtte til "Plejehjemskoncerter med Méndez og Sjølin"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "Plejehjemskoncerter med Méndez og Sjølin"

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En borger (ikke hjemhørende i bydelen) søger støtte til at afholde en koncert på Plejehjemmet Lærkebo i Bystævneparken og Louise Marie Hjemmet i Brønshøj. Koncerterne afholdes på et endnu ikke fastsat tidspunkt i 2021, efter lokaludvalgets behandling af ansøgningen: Datoerne aftales med plejehjemmene afhængigt af COVID-19-situationen. Koncerterne er med en duo, der optræder med sang og guitar. 

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Koncerten henvender sig til ældre mennesker på plejecenter. Ansøger forventer 10-40 deltagere pr. koncert. Koncerterne er gratis for plejecenteret og for beboerne. 

Da koncerterne kun er for beboerne på plejecenteret, annonceres der ikke for koncerten, men ansøger vil gøre opmærksom på aktiviteten og på lokaludvalgets eventuelle støtte på sociale medier.

Ansøger har været i kontakt med alle bydelens plejehjem. Lærkebo og Louise Marie Hjemmet var interesserede i et samarbejde.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 11.000 kr.
Forventede udgifter: 11.000 kr.

Projektet rummer udgifter til musikerhonorarer (bl.a. til ansøger selv). Ansøger bidrager med frivillig arbejdskraft til planlægning samt med lydudstyr.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller til en delvis støtte på 2/3 af beløbet. Udvalget ser dermed gerne, at egenfinansieringen dækker 1/3 af beløbet og gerne sammen med plejehjemmene. Det er et delvist lukket arrangement og kan derfor vurderes til at ligge på kanten af, hvad lokaludvalget kan støtte. Social- og Sundhedsudvalget vurderer dog at målgruppen har meget svært ved selv at flytte sig efter kulturelle tilbud og er derfor afhængige af, at der kommer kultur til dem. Udvalget vil derfor gerne støtte initiativet.

Forretningsudvalget indstiller til afslag. Begrundelsen for afslaget er, at lokaludvalget savner en stærkere lokal forankring af projektet, fx i form af medfinansiering fra plejehjemmene. Desuden består projektets udgifter primært af honorar til ansøger selv.

Beslutning

 

Lokaludvalget beslutter at give afslag på ansøgning om støtte til 'Plejehjemskoncerter med Méndez og Sjølin'.

Lokaludvalget savner en stærkere lokal forankring af projektet, fx i form af medfinansiering fra plejehjemmene. Desuden består projektets udgifter primært af honorar til ansøger selv.

Lokaludvalget vil som opfølgning tage kontakt til bydelens plejehjem for at opfordre dem til at være medansøgende og medfinansierende ved fremtidige ansøgninger om støtte fra Bydelspuljen.

 

Til top