Mødedato: 25.02.2021, kl. 18:30
Mødested: ---

Ansøgning om støtte til "Krumsprings forårsopvisning"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "Krumsprings forårsopvisning"

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Gymnastikforeningen Krumspring søger støtte til at afholde forårsopvisning i Bellahøjhallen eller anden større hal med mulighed for tribuner den 22.-24. maj 2021. Til opvisningen vil foreningens børnegymnastikhold opvise og to gæstehold vil komme og inspirere børnene. Der uddeles t-shirts og drikkedunke til medlemmerne.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er foreningens medlemmer, hvor familiemedlemmer kigger på børnenes opvisning.  Men aktiviteten er som udgangspunkt åben for alle der har interesse i at se gymnastikken. Det er gratis at deltage, men kræver muligvis tilmelding, grundet corona-pandemien. Ansøger forventer omkring 2.000 personer i hallen pr. dag, og ca. 5.000 sammenlagt over alle tre dage. Foreningen startede i august aktiviteter i Brønshøj/Husum og har 18 hold fordelt på Husum skole, EnergiCenter Voldparken og Tingbjerg skole, svarende til ca. 260 familier.

Alle medlemmer samt fritidsguiderne får mail om arrangementet. Det vil blive annonceret på Facebook, Instagram og på Krumsprings hjemmeside. Ansøger vil kontakte Brønshøj-Husum Avis i håbet om, at avisen vil bringe en artikel.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 45.000 kr.
Forventede udgifter: 138.600 kr.
Forventet egenbetaling: 93.600 kr.

Projektet rummer udgifter til t-shirts og drikkedunke til medlemmerne, honorar til gæsteoptrædende foreninger, fotograf, forplejning af frivillige, PR, værnemidler m.m. Ud over egenbetalingen bidrager foreningen med frivilligt arbejde. 

Sekretariatets bemærkninger

Ansøger har overfor sekretariatet bekræftet, at foreningen selv bidrager med en egenbetaling på 93.600 kr., der hovedsageligt går til t-shirts. I bilag til ansøgningen ses ansøgers svar på spørgsmål om forventet afholdelsessted og samt målgruppe.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der har svært ved at se, hvordan ansøger vil få ”ikke-medlemmer” til at deltage i arrangementet, og dermed hvordan arrangementet er netværksskabende på tværs. Udvalget savner lokale samarbejdsaktører. På baggrund af de oplysninger som Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget har set, indstiller fagudvalget til afslag. Se ansøgers svar på udvalgets spørgsmål i bilag til ansøgningen.

Forretningsudvalget indstiller til afslag og foreslår følgende afslagsbegrundelse: "Begrundelsen for afslaget er, at projektet samlet set vurderes at have en for snæver målgruppe og ikke er tilstrækkeligt netværksdannende på tværs af bydelen."

Beslutning

 

Lokaludvalget besluttede at give afslag på ansøgning til 'Krumsprings forårsopvisning'.

Lokaludvalget vurderede, at projektet samlet set har en for snæver målgruppe og ikke er tilstrækkeligt netværksdannende på tværs af bydelen.

Til top