Genfremsættelse: Forslag om at være medunderskrivere på revideret åbent brev til BR om store skoler på små grunde
Tidligere beslutninger
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter og beslutter, om lokaludvalget vil være medunderskrivere af det reviderede åbne brev til Borgerrepræsentationen imod store skoler på små grunde,
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tilføjer Brønshøj Skole som eksempel på store skoler på små grunde.
Problemstilling
I december 2020 ønskede Brønshøj-Husum Lokaludvalg ikke at være medunderskrivere på et brev forfattet af Amager Vest Lokaludvalg om store skoler på små grunde, bl.a. på grund af tonen i brevet. Brønshøj-Husum var ikke det eneste lokaludvalg, der kommenterede på dette, og Amager Vest Lokaludvalg har efterfølgende rettet brevet til. Brevet er igen sendt rundt til alle lokaludvalg samt følgende interesseorganisationer: Børns Vilkår, Red Barnet, Danske Skoleelever, Naturfamilier, Skolelederforeningen, Dansk Lærerforening, Skole & forældre København (har underskrevet) og Københavns Lærerforening (har underskrevet).
Som bilag til brevet har Amager Vest Lokaludvalg lavet en liste med eksempler på store skoler på små grunde i København. De opfordrer til at tilføje konkrete eksempler på skoler, der kan understøtte brevets pointe. Det kan både være færdige skoler, kommende skoler, kommende udvidelser etc., hvor der mangler udearealer.
Løsning
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget (BUFI) har drøftet brevet og foreslår, at lokaludvalget beslutter at være medunderskrivere på det reviderede brev, da brevet er bedre formuleret denne gang.
Hvis lokaludvalget beslutter at skrive under, foreslår BUFI, at Brønshøj Skole tilføjes som eksempel, da bygningsgraden er høj ift. skolegrunden efter renoveringen i 2019, med følgende tekst:
"Brønshøj Skole, Klintholmvej 5 (udbygning færdig 2019): Firesporet skole fra 0.-9. klasse med 926 elever (primo 2021). Skolebygning fra 1923 på ca. 6.500 m2 samt tilbygning på 5.300 m2 fra 2019 i 2 etager. I forbindelse med udbygningen blev den eksisterende skolegård nedlagt, og der blev etableret en ny skolegård på taget af tilbygningen."
Beslutning
Lokaludvalget drøftede indstillingen om at være medunderskrivere.
Søren Axel Cloos gjorde opmærksom på evt. præciseringer i formuleringer i den samlede henvendelse til BR, herunder at skoler har pligt til opsyn med eleverne. Endvidere at arkitekter er forpligtet til at løse opgaven med at tegne nye skoler inden for de angivne rammer og m2.
Lokaludvalget besluttede at være medunderskrivere af brevet uden tilføjelser. Endvidere besluttede lokaludvalget at tilføje Brønshøj Skole som eksempel.