Naturværksted på ECV - kort projektbeskrivelse
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum lokaludvalg drøfter og godkender projektbeskrivelsen om naturværksted på EnergiCenter Voldparken.
Problemstilling
Lokaludvalget har siden 2012 haft et ønske om at få etableret et naturcenter ved EnergiCenter Voldparken. Projektet har været igennem en række faser.
Lokaludvalget besluttede i 2020 at indstille samarbejdet med EnergiCenter Voldparken om det koncept, der gik under navnet 'Naturbyen'. Lokaludvalget nedsatte i den forbindelse en arbejdsgruppe, hvis opgave det var at udarbejde et enkelt koncept for et naturcenter.
Arbejdsgruppen er enige om, at det mest realistiske er, at få etableret et naturværksted i stil med Streyf på Rådvadsvej 69. Det er vigtigt, at huset er åbent for foreninger og borgere, når stedet ikke er er optaget af institutioner. Der skal udarbejdes en løsning med et miks af kommunalt finansierede lønmidler, projektmidler og frivillighed.
Projektbeskrivelsen danner afsæt for dialog med nære samarbejdspartnere med henblik på at få formuleret et fælles skitseprojekt, der kan præsenteres i forbindelse med den forestående valgkamp i november 2021. Målsætningen er at få midler til et professionelt ledet forprojekt, der kan gøres til genstand for fondsansøgninger og budgetforhandlinger.
Løsning
Forretningsudvalget har drøftet projektbeskrivelsen og foreslår, at arbejdsgruppen indledningsvist tager kontakt til Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen.
Videre proces
Arbejdsgruppen vil som det første tage en dialog med Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen. Dette med henblik på at få en vurdering af projektets realiseringsmuligheder i relation til Børne- og Ungdomsforvaltningen samt afklare mulighederne i at anvende tandlægebarakkerne i projektet.
Beslutning
Lokaludvalget drøftede og godkendte projektbeskrivelsen.
Arbejdsgruppen kontakter Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen om projektet.