Mødedato: 25.02.2021, kl. 18:30
Mødested: ---

Ansøgning om støtte til "Danmarks Internationale Gadeteaterfestival til Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Nørrebro 2021"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Danmarks Internationale Gadeteaterfestival til Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Nørrebro 2021" med 30.000 kr.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Teatergruppen Batida søger støtte til at afholde Danmarks Internationale Gadefestival i Brønshøj-Husum, i Bispebjerg og på Nørrebro. Under festivalen den 23.-29. august 2021 skal der opføres omkring 15 gadeteaterforestillinger fra syv forskellige teaterkompagnier i offentlige byrum, parker og på pladser, der fordeles mellem de tre bydele. 

I 2019 spillede festivalen i Husumparken, ved Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Ved Bellahøj Nord 3-5 og på Brønshøj Torv. Samme lokationer er i kikkerten i 2021, men ansøger er åben overfor nye forslag og samarbejdspartnere.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Gadeteaterforestillingerne er gratis for publikum og henvender sig til alle - uanset alder, social baggrund og nationalitet. Ansøger forventer, at de 15 opførelser vil nå ud til 4000 borgere.

Festivalen annonceres via pressemeddelelser til lokale aviser, gadeteaterfestivalens og Batidas hjemmesider og Facebooksider samt via brugbyen.dk. PR-materiale udleveres til lokaludvalgene, biblioteker, beboerforeninger m.m. (plakater, flyers, digitalt skærmmateriale etc.)

I bydelen samarbejder ansøger med Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, boligforeninger på Bellahøj, Husum Skole og Brønshøj Bibliotek. Samarbejdspartnerne bidrager bl.a. med annoncering og praktisk hjælp. Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus bidrager desuden økonomisk og ønsker at kombinere festivalen med fælles spisning/gadekøkken m.m.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 50.000 kr.
Forventede udgifter: 204.000 kr.
Forventede indtægter: 100.000 kr.
Forventet egenfinansiering (medarbejdertimer Batida): 30.000 kr. 
Forventet egenfinansiering (medarbejdertimer og lokaler, Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus ): 24.000 kr. 

Projektet rummer udgifter til indkøb af gadeteaterforestillingerne, administration og afvikling samt lokaleleje. Ansøgers og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus' egenfinansiering dækker administration, afvikling samt lokaleleje. Indtægter stammer fra fondssøgning (Kultur- og Fritidsudvalget, Bispebjerg og Nørrebro Lokaludvalg) samt medfinansiering fra Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus. 

Tidligere tilsagn

Lokaludvalget har støttet gadeteaterfestivalen fire år i træk, senest med 30.000 kr. i 2020. I 2020 blev festivalen aflyst på grund af corona-pandemien. I år er det ansøgte beløb større end tidligere år, da tidligere bidragsydere Områdefornyelsen NV og Kultur N (centralt) ikke længere bidrager økonomisk. Størst er beløbet ansøgt hos Brønshøj Husum Lokaludvalg, da ansøger ønsker at lægge størstedelen af forestillingerne i denne bydel.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet bemærker, at udgiftsposterne "Egenfinansiering: Teatergruppen Batidas administration og afvikling", "Egenfinansiering: Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus administration og afvikling" og "Egenfinansiering: Brug af Tingbjerg Bibliotek og Kulturhusets sal og lokaler" kan sidestilles med medfinansiering i form af medarbejdertimer og lokaleudlån og at de reelle udgifter derfor kan siges at være 150.000 kr.

Sekretariatet har bedt ansøger redegøre for, hvor mange forestillinger ansøger forventer at opføre i bydelen, hvis lokaludvalget bevilger det ansøgte beløb. Ansøger har meddelt, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at oplyse et præcist forestillingsantal, men at ansøger forventer, at festivalen i 2021 kommer til at lægge på niveau med tidligere års aktiviteter.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til støtte som ansøgt.

Et flertal i forretningsudvalget indstiller til støtte på 30.000 kr., svarende til det bevilgede beløb i 2020. Forretningsudvalget foreslår følgende begrundelse for den delvise støtte: "Begrundelsen for den delvise støtte er, at lokaludvalget ud fra en økonomisk prioritering af de tilbageværende midler ønsker at opretholde støtteniveauet fra tidligere år og ønsker en højere med- eller egenfinansiering fra ansøgers side."

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller mere, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020. 

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

 

Lokaludvalget besluttede at yde støtte til ansøgning om 'Danmarks Internationale Gadefestival til Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Nørrebro' med 30.000 kr.

Der ydes delvis støtte, da lokaludvalget ud fra en økonomisk prioritering af de tilbageværende midler ønsker at opretholde støtteniveauet fra tidligere år og ønsker en højere med- eller egenfinansiering fra ansøgers side.

Til top