Mødedato: 25.02.2021, kl. 18:30
Mødested: ---

Ansøgning om støtte til "KUK KUK i kvarteret (del 2) – Karantænesjov for børn og unge i Brønshøj/Husum/Tingbjerg"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "KUK KUK i kvarteret (del 2) – Karantænesjov for børn og unge i Brønshøj/Husum/Tingbjerg" 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Frivilligcenter EnergiCenter Voldparken søger støtte til at afholde en række aktiviteter som skal skabe glæde hos børn og unge i bydelen mens samfundet er lukket ned under corona-pandemien. Projektet består af en Facebookside, hvor der løbende lægges forslag til aktiviteter, lege, orienteringsløb i lokalområdet via Woop-App samt afholdes konkurrencer med præmier. Desuden afholdes hver torsdag en "torsdagsbegivenhed", hvor kunstnere/musikere/performere optræder udendørs i udvalgte boligområder/gårdmiljøer, så interesserede kan få en kulturel oplevelse på sikker afstand. Begivenhederne sendes desuden live via Facebook, så alle interesserede kan følge med online. Projektet har tidligere kørt i perioden fra 14. januar til 28. februar 2021. Men denne ansøgning ønsker ansøger at forlænge projektet med en ny periode fra 1. marts til 2. april 2021.  Arrangementerne finder sted på endnu ikke fastlagte steder i Brønshøj, Husum og Tingbjerg.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Projektets målgruppe er børn og unge, der bor i Brønshøj/Husum/Tingbjerg, med særligt fokus på de børn og unge der bor i de udsatte boligområder. Aktiviteterne er gratis og åbne for alle aldersgrupper og foruden de fysiske begivenheder, som f.eks. gårdkoncerter, kan alle onlineaktiviteter også benyttes af personer uden for bydelen. Ansøger forventer, at pr.1. marts vil 400 personer følge Facebooksiden og at minimum 150 børn og unge i lokalområdet om ugen samlet set deltage i de forskellige aktiviteter.

Projektet udspringer af et samarbejde mellem EnergiCenter Voldparken, Idrætsprojektet, Ressourcegården, Husum Bibliotek, Ny start og den sociale helhedsplan Husum for Alle. Derudover samarbejder ansøger med de lokale idrætsforeninger der holder til på EnergiCenter Voldparken, og som deltager i projektet ved at afholde gårdopvisning/gårdtræning, lave konkurrencer, lave online træning eller forberede poser med forskellig slags indhold, som børnene kan afhente og sidde og lave derhjemme.

Der gøres reklame for projektet ved at dele information om siden samt dele de forskellige begivenheder/aktiviteter på alle samarbejdspartneres sociale medier som egne facebooksider, instagramprofiler, snapchatprofiler, i whatsapp-grupper og i andre målrettede sms-kæde-grupper. Facebooksiden deles derudover på de lokale skoler i Brønshøj/Husum/Tingbjerg via deres AULA-intranet/Facebook-sider. Desuden indrykkes annoncer i Brønshøj Husum Avis og hænges plakater op i opgangene i området. Lokale aktører opfordres til at lave små videoer hvor de reklamere for siden, f.eks. foreninger på EnergiCenter Voldparken, Juniorrådet fra Husum for Alle og Bydelsmødre.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 16.000 kr.
Forventede udgifter: 21.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 5.000 kr.

Projektet rummer udgifter til honorarer til fire torsdags-begivenheder, avisannonce samt til præmier. Ansøger og samarbejdspartnere bidrager med medarbejdertimer, frivilligtimer, udstyr m.m. Desuden bidrager ansøger med egenfinansiering af en annonce i lokalavisen. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til støtte som ansøgt. Ansøgningen har også været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der ønsker mere information om de konkrete aktiviteter samt hvordan ansøger når ud til målgruppen under 13 år, når projektets primære kommunikationskanal er Facebook. På baggrund af nuværende ansøgning indstiller udvalget til afslag med den begrundelse, at udvalget vurderer, at projektets aktiviteter ikke når målgruppen. Ansøger har efterfølgende opdateret ansøgningen med svar på udvalgets spørgsmål. 

Forretningsudvalget indstiller til afslag og foreslår følgende afslagsbegrundelse: "Begrundelsen for afslaget er, at lokaludvalget vurderer, at projektet ikke i tilstrækkelig grad når ud til projektets primære målgruppe. Lokaludvalget havde gerne set, at projektet henvendte sig direkte til målgruppen, uden involvering af forældre."

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at give afslag på ansøgning om støtte til 'KUK KUK i kvarteret (del 2) - Karantænesjov for børn og unge i Brønshøj/Husum/Tingbjerg'.

Lokaludvalget synes, det er et godt projekt, men vurderer, at projektet ikke i tilstrækkelig grad når ud til projektets primære målgruppe. Lokaludvalget havde gerne set, at projektet henvendte sig direkte til målgruppen, uden involvering af forældre, da man skal være 15 år for at have adgang på Facebook.

 

Til top