Mødedato: 25.02.2021, kl. 18:30
Mødested: ---

Ansøgning om støtte til "Tingbjerg Challenge – EM 2020 – nu i 2021!"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Tingbjerg Challenge – EM 2020 – nu i 2021!" med 25.000 kr.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus søger støtte til et arrangement i anledningen af, at EM i fodbold kommer til København. Der skal spilles fire kampe i København og Tingbjerg Idrætspark er udpeget som træningsfacilitet for landsholdene. Hovedattraktionen bliver en særudgave af den årlige sportsbegivenhed Tingbjerg Challenge, hvor alle inviteres til en hyggelig dag med fodbold, konkurrencer, spisning og foredrag med kendte fodboldpersonligheder samt visning af Danmarks første kamp på storskærm. Arrangementet afholdes i og omkring Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus den 12. juni 2021. 

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er alle i Brønshøj-Husum der er interesserede i fodbold-EM og der vil være aktiviteter for alle aldre. Det er gratis at deltage og ansøger forventer 200-400 deltagere.

Annoncering sker i lokalavisen, via plakater på bydelsstandere i hele Tingbjerg samt via artikel i det husstandsomdelte ’Det sker i Tingbjerg og Utterslevhuse. Desuden oprettes event på Københavns Bibliotekers hjemmeside, Facebook, brugbyen.nu.

Ansøger samarbejder om aktiviteter og annoncering med Den Boligsociale helhedsplan for Tingbjerg og Utterslevhuse, Husum Bibliotek, Brønshøj Boldklub, Tingbjerg Pensionistcenter og EnergiCenter Voldparken.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 25.000 kr.
Forventede udgifter: 25.000 kr.

Projektet rummer udgifter til honorarer, annoncering og præmier. Ansøger bidrager med lokaler og udstyr samt medarbejdertimer til planlægning, afvikling og kommunikation. 

Tidligere bevillinger

Ansøger fik i 2020 18.000 kr. i støtte til projektet Tingbjerg EM Challenge. Arrangementet blev aflyst på grund af corona-pandemien. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget. Begge udvalg indstiller til støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling. 

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

 

Lokaludvalget besluttede at yde støtte til 'Tingbjerg Challenge - EM 2020 - nu i 2021!' med 25.000 kr.

Stine Skot og Jens Kristian Jensen vil følge projektet.

Til top