Ansøgning om støtte til "Univers på vers - på tværs af generationer"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. At Lokaludvalget bevilger 56.000 kr. til "Univers på vers - på tværs af generationer".
Problemstilling
Musiksak.dk søger i samarbejde med Poppelbo, Lærkebo og Aktivitetscenter Brønshøj støtte til afholdelse af syv koncerter på et aktivitetscenter og fem plejecentre (fem i Bystævneparken, Marie Louise Hjemmet og Tingbjerg Plejehjem) i perioden marts-juni 2016.
Det er i ansøgningen uklart, hvorvidt der søges til seks eller syv koncerter. Ansøger har efterfølgende oplyst, at der er tale om syv koncerter.
Anders Jacobsen fra Musiksak.dk har med sit skolekor fra Utterslev Skole årligt gennem en årrække givet koncert på fem plejecentre i Bystævneparken og Tingbjerghjemmet. Aktivitetscenteret og plejecentrene ønsker at videreudvikle samarbejdet med Anders Jacobsen og hans orkester "Univers på vers", som netop har modtaget "Børnejazzprisen 15". Det musikalske grundlag for koncerterne er jazz og latin og spilles af nogle af landets bedste jazzmusikere.
Målet med koncerterne er at samle fire generationer til koncert. De ældre beboere skal have den glæde at invitere familien til koncert på deres hjemmebane. Da musikken er rettet mod børn, men samtidig appellerer til et voksent publikum, kan hele familien få en fælles oplevelse. Koncerterne vil være offentligt tilgængelige, og organisationernes frivillige vil også være en naturlig del af arrangementerne.
Der vil være opslag og plakater på og omkring plejecentrene, som også vil udsende invitationer til familierne.
Ansøgt beløb: 84.000 kr.
Forventede udgifter: 105.000 kr.
Forventede indtægter: 21.000 kr.
De forventede indtægter består af en medfinansiering fra de deltagende pleje-/aktivitetscentre på 3.000 kr. hver. Herudover står centrene selv for traktement i forbindelse med koncerterne.
Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller, at ansøgningen støttes med 42.000 kr. med begrundelsen, at egenbetalingen må kunne være højere for de pågældende arrangementer. Det står foreningerne frit for at lave færre arrangementer for de 42.000 kr.
Ansøgningen har også været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller, at ansøgningen støttes med 8.000 kr. pr. koncert - det vil sige i alt 56.000 kr.
Forretningsudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med 56.000 kr. med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning".
Løsning
Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:
A: At Lokaludvalget bevilger 42.000 kr. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er en økonomisk prioritering af puljemidlerne, idet prisen på koncerterne vurderes at være relativ høj, hvorfor egenbetalingen også vurderes at kunne være højere, samt at arrangementerne i realiteten henvender sig til en lukket kreds.
eller
B. At Lokaludvalget bevilger 56.000 kr. til projektet. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er en økonomisk prioritering af puljemidlerne, idet prisen på koncerterne vurderes at være relativ høj, hvorfor egenbetalingen også vurderes at kunne være højere, samt at arrangementerne i realiteten henvender sig til en lukket kreds.
Beslutning
Projektet bevilges 56.000 kr. Der gives maximalt 8.000 kr. i støtte til hver koncert. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er en økonomisk prioritering af puljemidlerne, idet prisen på koncerterne vurderes at være relativ høj. Egenbetalingen vurderes derfor at kunne være højere. Endelig er der lagt vægt på, at arrangementerne i realiteten henvender sig til en lukket kreds.