Opdatering af vejledning for private fællesveje - bevilling og udpegning af repræsentant til styregruppe
Tidligere beslutninger
20-11-2014: Lokaludvalget bevilgede 20.000 kr. til udarbejdelse af vejledningen for private fællesveje og udpegede Freddy Ingvorsen som medlem af styregruppen.
27-08-2015: Lokaludvalget bevilgede 8.500 kr. til tryk af 250 eksemplarer samt lancering af vejledningen.
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 4.282 kr. til en opdatering af vejledning for private fællesveje
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger en repræsentant til styregruppen for opdateringen
Problemstilling
I 2015 udarbejdede otte lokaludvalg i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen en vejledning for private fællesveje. Vejledningen guider grundejere i etablering af vejlaug og giver indsigt i muligheder og regler indenfor vigtige områder som trafik, parkering, klimatilpasning, begrønning og generel vedligehold. Vejledningen er blevet taget godt imod både blandt grundejere og i kommunen.
Ved afslutning af projektet besluttede styregruppen, at der efter 2 år skulle tages stilling til, en eventuel revision af vejledningen. I mellemtiden er alle private fællesveje på Nørrebro omlagt til offentlige veje i forbindelse med parkeringszonen. Nørrebro Lokaludvalg ønsker derfor ikke at fortsætte i samarbejdet. De øvrige syv lokaludvalg har tilkendegivet en interesse. I december 2017 blev der afholdt møde, hvor repræsentanter fra de resterende lokaludvalg var indkaldt. Her var der enighed om, at der på visse områder er sket væsentlige ændringer, som kræver en opdatering, herunder regler og administrativ praksis for bl.a. trakfiktællinger, etablering af skybrudsløsninger og opkrævning af betaling hos grundejerforeningerne for kommunens udgifter til administration ved planlægning af vejrenoveringer.
Der ønskes en opdatering som udarbejdes som et tillæg til vejledningen. Tillægget kobles til den online version af vejledningen. Tillægget kan desuden printes (fra sekretariatets printer) og lægges som indstik til trykte versioner. Lokaludvalget har stadig omkring 100 trykte vejledninger, som uddeles gratis ved relevante arrangementer og ved forespørgsel.
Til at styre projektet nedsættes en styregruppe bestående af en repræsentant udpeget af hver af de syv lokaludvalg. Tanja Møller Jensen fra Bispebjerg lokaludvalgssekretariat og Marie Holm-Andersen fra Brønshøj-Husum lokaludvalgssekretariat bistår styregruppen. Styregruppen fungerer frem til projektets afslutning, uafhængigt af resultatet af forårets valg til lokaludvalgene.
Byudviklingsudvalget indstiller Freddy Ingvorsen, medlem af Byudviklingsudvalget og Lokaludvalgets medlem af de oprindelige styregruppe for vejledningen, som Brønshøj-Husum Lokaludvalgs repræsentant i styregruppen.
Løsning
Lokaludvalget udpeger Freddy Ingvorsen til at være Brønshøj-Husum Lokaludvalgs repræsentant til styregruppen frem til projektets afslutning. Lokaludvalget bevilger desuden 4.282 kr. til projektet.
Økonomi
Der er indhentet tilbud på opdateringen af vejledningen hos de parter som har stået for den oprindelige vejledning:
Tekst og research, konsulent fra Miljøpunkt Amager: 80 timer til i alt 24.000 kr.
Layout, KK design: 2.975 kr.
Uforudsete udgifter: 3.000 kr.
I alt: 29.975 kr.
Svarende til 4.282 kr. pr lokaludvalg.
Pengene tages fra Pulje B.
Bispebjerg Lokaludvalg administrerer projektet og midlerne hertil.
Videre proces
Projektet gennemføres, såfremt alle syv lokaludvalg bevilger penge til opdateringen. Der planlægges cirka 3 styregruppemøder i projektperioden. Tillægget forventes færdigt i første halvår af 2018. Når tillægget er færdigt, kommunikerer sekretariatet resultatet ud via hjemmeside, facebook, nyhedsbreve m.m. Desuden udsender sekretariatet tillægget med e-mail til alle bydelens grundejerforeninger.