B-sag: Ansøgning om støtte til "Historiske Timer: Samtaleforedrag om Danmark i 1930’erne og 1940’erne" (2023)
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at støtte projekt "Historiske Timer: Samtaleforedrag om Danmark i 1930’erne og 1940’erne" med 24.395 kr.
Problemstilling
Tid, sted og indhold
En lokal borger søger støtte til at afholde i alt tre Samtaleforedrag om Danmark i 1930’erne og 1940’erne: Den 10. januar 2023 i Brønshøj-Husum Aktiv-Center i Kulturhuset Pilegården. Den 17. januar 2023 i Aktivitetscenter Brønshøj i Bystævneparken. Den 24. januar 2023 i Husum Vænge Centret.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Målgruppen er alle historieinteresserede borgere – herunder brugere af seniorklubber/aktivitetscentre. Foredraget er reminiscensterapi i praksis. Ældre mennesker og/eller mennesker med demens vil således have stor gavn af foredraget. Aktiviteterne er gratis og åbne for alle. Ansøger forventer 30-40 deltagere til hvert arrangement.
Foredragene afholdes i samarbejde med de tre nævne aktivitetscentre, der bidrager med gratis lokaler og PR.
Der gøres reklame for foredragene til brugerne af aktivitetscentrene via hjemmeside og sociale medier samt via plakater, der også ophænges i bydelen, fx på biblioteker og supermarkeder. Desuden laves der opslag i lokale Facebookgrupper.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 24.395 kr.
Forventede udgifter: 24.395 kr.
Projektet rummer udgifter til honorar til foredragsholder, PR, opsætning og indkøb af chokolade til deltagerne. Ansøger bidrager med frivilligtimer samt udlån af historiske artefakter.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet har bedt ansøger redegøre for, hvordan projektet er organiseret, herunder hvilke dele af projektets udgifter der går til honorering af ansøger selv. Ansøger har svaret, at honoraret går til en ekstern foredragsholder, ikke til ansøger selv. Se ansøgers fulde redegørelse i bilag til ansøgningen.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt. Forretningsudvalget bakker op om denne indstilling.
Økonomi
Pengene tages fra lokaludvalgets forventede 2023-midler.
Beslutningen forudsætter, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bliver tildelt puljemidler af ca. samme omfang som i 2022 af Københavns Borgerrepræsentation.