Ansøgning om støtte til ”Sommerjazz i Pilegårdens Have" (2020-puljemidler)
Indstilling
Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget bevilger 19.500 kr. af 2020-puljemidler til projektet ”Sommerjazz i Pilegårdens Have".
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Brønshøj Jazzpetanque-klub søger støtte til at afholde 3 udendørs jazzkoncert i Pilegårdens have i henholdsvis maj, juni og august 2020. Brønshøj Jazzpetanque-klub har de sidste 10 år afholdt disse koncerter med støtte fra Bellahøj Kræmmerfestival ved Brønshøj Husum Musikfond, men denne aftale er ikke gældende fra 2020.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Målgruppen for koncerterne er alle i bydelen, der har lyst til at høre jazz, og det er gratis at deltage. Ansøger forventer omkring 700-800 deltagere i alt, alt efter vejret. Ansøger samarbejder med Kulturhuset Pilegården, der bl.a. står for annoncering og PR gennem deres kanaler. Derudover søges omtale i Brønshøj-Husum Avis, og der deles flyers ud.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 19.500 kr.
Forventede udgifter: 19.500 kr.
Projektet rummer udgifter honorar til jazzmusikerne samt forplejning til musikerne og de frivillige.
Ansøgers egenfinansiering består i frivillig arbejdskraft med opsætning af de 3 koncerter samt nedtagning og oprydning.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet har spurgt ansøger, om der er salg af mad eller drikkevarer. Ansøger har svaret, at det er der ikke, og at den opsatte grill er til deltagernes egen medbragte mad. Derudover skriver ansøger, at der er fem musikere til én koncert.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget (KU), som indstiller til støtte på 19.500 kr. som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling om fuld støtte.
Forretningsudvalget ønsker at meddele ansøger, at ved en eventuel gentagelse af projektet til næste år, ønsker lokaludvalget en højere grad af ekstern finansiering eller egenfinansiering fra ansøgers side, hvis ansøger søger lokaludvalgets Bydelspulje igen, grundet en økonomisk prioritering af puljemidlerne.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen. Beslutningen forudsætter, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bliver tildelt puljemidler af ca. samme omfang som i 2019 af Københavns Borgerrepræsentation.