Ansøgning om støtte til ”Netværksskabende koncertrække i Kulturhuset Pilegården" (2020-puljemidler)
Indstilling
Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget bevilger 50.000 kr. af 2020-puljemidler til projektet ”Netværksskabende koncertrække i Kulturhuset Pilegården".
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Den lokale forening, Music House Brønshøj, søger støtte til at afholde 20 koncerter i Kulturhuset Pilegården i perioden 5. januar til 13. december 2020. Koncerterne er med danske og udenlandske kunstnere indenfor genrerne blues, rock, folk og verdensmusik. Desuden tilbyder foreningen at afholde en koncert som en del af Lokaludvalgets arrangement 2700Kulturdag 2020.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Den primære målgruppe for koncerterne er voksne i alderen 40+, men koncerterne er åbne for alle, og der skal købes billet for at deltage. Ansøger regner med et samlet besøgstal på 1200 til koncerterne samt publikum til 2700Kulturdag. Ansøger samarbejder med Kulturhuset Pilegården, der bl.a. står for annoncering og billetsalg. Derudover annonceres der i nyhedsbreve, på Kultunaut, på Facebook, via flyers/plakater og på Pilegårdens hjemmeside, samt der søges foromtale og annoncering i lokalavisen.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 50.000 kr.
Forventede udgifter: 250.000 kr.
Forventede indtægter: 200.000 kr.
Projektet rummer udgifter til musikerhonorarer, hoteludgifter, transport og forplejning af musikere samt til markedsføring, løn til lydtekniker og administration. Ansøger forventer indtægter fra billetsalg og medlemskontingenter. Pilegården stiller lokaler, PA og lys til rådighed og bidrager med markedsføring samt afregning til KODA. Ansøger bidrager med frivillig arbejdskraft til afvikling af koncerterne.
Music House Brønshøj har de sidste par år afholdt "Netværksskabende koncertrække i Kulturhuset Pilegården", og lokaludvalget har tidligere støttet koncertrækken, senest i 2019, med 50.000 kr.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget (KU), som indstiller til støtte på 50.000 kr. som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling om fuld støtte.
Forretningsudvalget ønsker at meddele ansøger, at ved en eventuel gentagelse af projektet til næste år, ønsker lokaludvalget en højere grad af ekstern finansiering eller egenfinansiering fra ansøgers side, hvis ansøger søger lokaludvalgets Bydelspulje igen, grundet en økonomisk prioritering af puljemidlerne.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen. Beslutningen forudsætter, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bliver tildelt puljemidler af ca. samme omfang som i 2019 af Københavns Borgerrepræsentation.
Beslutning
Peter Steffensen erklærede sig inhabil og forlod lokalet.
Indstillingen blev tiltrådt. Følgende tekst skal indgå i tilsagnet til ansøger: Ved en eventuel gentagelse af projektet til næste år, ønsker, en højere grad af ekstern finansiering eller egenfinansiering fra ansøgers side, hvis ansøger søger lokaludvalgets Bydelspulje igen, grundet en økonomisk prioritering af puljemidlerne'.