Mødedato: 24.10.2019, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Høringssvar vedr. Kommuneplan 2019

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender udkastet til høringssvar

Problemstilling

Københavns Kommune har sendt Kommuneplan 2019 i høring. Med Københavns Kommuneplan 2019 sættes rammerne for Københavns udvikling over de næste 12 år. Planen skal ses i sammenhæng med Københavns Kommuneplanstrategi 2018, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 28. februar 2019.

Kommuneplan 2019 består af tre overordnede dele – en politisk hovedstruktur, retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen.

"Forslag til Kommuneplan 2019", som først og fremmest er en beskrivelse af de overordnede visioner for byudviklingen i København kan findes her: https://kp19.kk.dk/sites/kp19.kk.dk/files/kommuneplan_19_forslag_til_49.pdf

Hele Kommuneplanen med retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen, kan findes på kommuneplanens hjemmeside: https://kp19.kk.dk/

Fokusområder i Kommuneplan 2019

Kommuneplanen indeholder 5 fokusområder og derudover afsnit specifikt om hver enkelt bydel. 

Herunder skitseres de 5 områder, samt en række dilemmaer og spørgsmål, der knytter sig til hver enkelt.

Fokusområde 1: En social og mangfoldig by

Der skal frem mod 2031 skabes plads til de 100.000 københavnere, der forventes at flytte til byen. Det gøres ved at bygge 60.000 nye boliger. Det tilstræbes at gøre nybyggeriet blandet, ved at der skal være 25% almene boliger, og at der også skal være varierende typer af boliger, der er tilpasse forskellige grupper i byen.

Dilemma: Hvordan skaber man plads til alle? Skal man fx bygge højere eller tættere?

Fokusområde 2: En grøn, sund og bæredygtig by

Byen skal være CO2 neutral i 2025. Der skal være flere og bedre grønne områder. Sundheden skal øges bl.a. gennem mindre forurening.

Dilemmaer: Hvordan udvider man bygningsmassen samtidig med at man får flere og grønne områder? Hvordan kan man flytte mere persontransport fra biler til cykel, gang og offentlig transport?

Fokusområde 3: En kulturel storby med kant

Udviklingsområder skal kunne bruges til midlertidige installationer, der skal være bedre adgang til vandområder, fokus på kulturarv og bevaringsværdige bygninger, samt opførsel af højhuse stationsnært.

Dilemmaer: Hvor i Brønshøj-Husum kan der skabes midlertidig aktivitet og anvendelse? Hvilke akitektoniske værdier skal man huske at fokusere på i bydelen, og kan man bruge dem til at skabe identitet?

Fokusområde 4: En by i vækst med talenter og arbejdspladser

Der skal skabes grundlag for 50.000 nye private arbejdspladser, bl.a. med fokus på turisme og  lokaliseringersmuligheder for virksomheder. Der ud over skal der sikres mulighed for alsidige indkøbsmuligheder i alle bydele, og der skal være god tilgængelighed hertil.

Dilemmaer: Kan man pege på områder til udvikling af erhverv i bydelen? Er der interesse for at fremme turismen i bydlen?

Fokusområde 5: En international byregion

Byudviklingen i København skal koordineres med hele regionen.

Specifikt om Brønshøj-Husum

Kommuneplanens fokus ift. Brønshøj-Husum er behovet for bedre kollektiv trafik samt planerne for Tingbjerg og Bystævneparken. Afsnittet om bydelen findes som bilag.

Udkastet til høringssvar er bl.a. baseret på en undersøgelse i Brønshøj-Husum Borgerpanel. Alle resultater fra undersøgelsen kan ses i bilag.

Løsning

Lokaludvalget diskuterede på lokaludvalgsmødet 19. september kommuneplan 2019. Den officielle høringsfrit ligger 22. oktober (dvs før lokaludvalgsmødet). Det blev besluttet, at Byudviklingsudvalget og formand Hans S. Christensen på baggrund af diskussion og undersøgelse i Brønshøj-Husum Borgerpanel udarbejder et udkast til høringsvar, der bliver indsendt 22. oktober. Dette udkast er efterfølgende blevet suppleret med bidrag fra Kulturudvalget. 

Lokaludvalget har fået tilladelse til at indsende rettelser hertil senest 25. oktober.

Videre proces

Sekretariatet indsender eventuelle rettelser 25. oktober.

3. december: Økonomiudvalget behandler forslaget

12. december: Endelig vedtagelse i borgerrepræsentationen

 

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt.

Til top