Mødedato: 24.09.2015, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Statusorientering om Lokaludvalgets egne projekter

Under dette punkt vil tovholdere for Lokaludvalgets egne projekter på mødet orientere om status

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Vejledning om private fællesveje
Den digitale udgave af vejledningen forventes at være færdig i uge 39. I uge 40 får Lokaludvalget 250 eksemplarer af den trykte vejledning, som skal udsendes til lokale grundejerforeninger og som uddeles af Byudviklingsudvalget til Lokaludvalgets Høstfest den 3. oktober. I samarbejde med Byudviklingsudvalget spreder sekretariatet nyheden om vejledningen via Lokaludvalgets egen hjemmeside samt pressemeddelelse og annonce i Brønshøj Husum Avis.
Der holdes et afsluttende evalueringsmøde for styregruppen og samarbejdsparterne i Teknik- og Miljøforvaltningen den 20. oktober.

Højklasset busløsning og Husum Bypark
Den 4. september har Byudviklingsudvalget har sammen med Husum Byparks Venner afholdt et dialogmøde med Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvilken indvirkning den nye højklassede busløsning vil få på Husum Bypark.

Status på miljøprojekter
Høstfest
Høstfesten afholdes lørdag den 3. oktober kl. 11-16 i Husum Bypark. Programmet er ved at være på plads og kan ses på Lokaludvalgets hjemmeside. Lokaludvalgets medlemmer opfordres til at være med på selve dagen og fortælle om Lokaludvalget, brygge kaffe eller hjælpe med at presse most. Der bliver sendt et vagtskema rundt til Lokaludvalgsmødet, hvor man kan skrive sig på.

Utterslev Mose
I den nyligt indgåede budgetaftale for Københavns Kommune i 2016 blev der afsat midler til at udarbejde en helhedsplan for Utterslev Mose. Der afsættes 1,1 mio. kr. i anlæg til udarbejdelse af en helhedsplan for Utterslev Mose samt 1,0 mio. kr. i anlæg til en pulje til borger- og udviklingsprojekter. Arbejdsgruppen bestående af lokaludvalgsfolk indkaldes snarest til at drøfte et fælles udspil til hvordan arbejdet med helhedsplanen forankres og organiseres.

Herudover blev der afsat penge til en delvis oprensning af Fæstningskanalen og Utterslev Mose i de kommende år.

Naturcenter
Der blev i Borgerrepræsentationens budgetforhandlinger for 2016 ikke afsat midler til at gå videre med etableringen af Naturbyen.
Byhaven på EnergiCenter Voldparken, der er placeret på byggefeltet for Naturbyen, skyder op med stor fart og blev indviet i sidste uge. Den 10. oktober inviterer Lokaludvalget og EnergiCenter Voldparken i fællesskab til en plantedag, hvor der også skal laves hønsegård, kompost mv. Formålet med byhaven er at skabe et stærkt netværk og konkret vise nogle af de potentialer som Naturbyen for alvor vil fremme i området. Indtil videre er byhaven finansieret af Fonden. Miljøudvalget lægger op til at skabe et eller flere arrangementer til næste år, der sætter fokus på Naturbyens potentialer.


På Lokaludvalgets hjemmeside kan læses en grundigere status på miljøprojekterne. Søg på "Orientering til Lokaludvalget" eller gå til webadressen: http://www.broenshoej-husumlokaludvalg.kk.dk/status-paa-miljoeprojekterne-september-2015/

 

 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

(ingenting)

Beslutning

En bemandingsplan for Høstfesten 3. oktober gik rundt.
Følgende skrev sig på: Pernille Høholt, Erik Fisker, Kirsten Møller, Freddy Ingvorsen, Camilla Kongsted og Anette Thaulow.

I referatet fra Kulturudvalget er desuden listet medlemmer, som gerne deltager. Ungerådet vil også muligvis lave noget.
Til top