Mødedato: 24.09.2015, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Kommuneplan 2015 - Den sammenhængende by - vedtagelse af et høringssvar

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget har tidligere indsendt høringssvar vedrørende Kommuneplanen 2015 i forbindelse med den interne kommunale høring.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar, som er lavet af Byudviklingsudvalget.

Problemstilling

Forslaget til Kommuneplan 2015 fokuserer på sammenhængen i byen og samspillet mellem byudviklingen i den eksisterende by og de nye byudviklingsområder.

Kommuneplanforslaget håndterer tre centrale udfordringer, som hænger sammen med befolkningsvæksten nemlig, hvordan vi sikrer: 

  • At der er et tilstrækkeligt og varieret boligudbud.
  • At de kommunale services kan følge med udviklingen.
  • At byen vedbliver at være en grøn og imødekommende by.

Kommuneplanforslaget vil være i høring til og med fredag den 16. oktober 2015.
 
Høringsudkastet til kommuneplan kan findes på høringsportalen www.blivhoert.kk.dk.

Byudviklingsudvalgets udkast til høringssvar vil blive eftersendt på e-mail og omdelt på mødet.

Løsning

Byudviklingsudvalget har behandlet høringssagen og foreslår et svar i tråd med det svar, som blev udarbejdet i forbindelse med den interne høring.

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt med følgende to tilføjelser

1. Ny sætning til sidst i afsnittet 'Vækst og arbejdspladser': "Metroen er stærkt efterspurgt af borgerne i Brønshøj-Husum" (ændringsforslag fra Lis Søkvist).

2. Tilføjelsen 'erhverv' til linie 10 under afsnittet 'Udviklingsområdet Tingbjerg-Husum', således: "...samt med nye boligtyper og funktioner såsom butikker, erhverv, og kultur- og fritidstilbud".

Lis Søkvists andet ændringsforslag om at tilføje "Lokaludvalget ønsker flere p-pladser ved stationerne" faldt ved afstemning. For forslaget stemte én (Lis Søkvist), 10 stemte imod (Kirsten Møller, Freddy Asger Ingvorsen, Anette Thaulow, Camilla Kongsted, Pernille Høholt, Palle Lolk, Hans S. Christensen, Erik Fisker, Anders Pedersen og Torben Engel-Nielsen), og tre undlod at stemme (Danny Malkowski, Janni Nielsen og Niels Jørgen Madsen).

Danny Malkowski ønskede en protokolbemærkning om, at han ikke er tilstrækkelig inde i stoffet til at tage stilling og dermed ikke stemmer for høringssvaret.
Til top