Mødedato: 24.06.2021, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken

Ansøgning om støtte til "Unge i Tingbjerg-Husum går til valg"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Unge i Tingbjerg-Husum går til valg" med 24.000 kr. 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Den Boligsociale Helhedsplan i Tingbjerg og Utterslevhuse søger støtte til en række initiativer, der har til formål at få unge fra Husum og Tingbjerg til at stemme ved kommunalvalget den 16. november 2021.

Som en del af projektet vil der bl.a. blive afholdt en valgfest i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus samt tre valgaftner, som afholdes i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus og på EnergiCenter Voldparken. Nogle af initiativerne vil foregå på sociale medier, hvor der bl.a. skal produceres små videoer i samarbejde med unge fra området, der oplyser og skaber opmærksomhed om valget. Desuden produceres foldere på flere sprog med information om kommunalvalget. Disse foldere husstandsomdeles.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Projektets målgruppe er stemmeberettigede unge i alderen 18-29 år, der er bosat i Tingbjerg-Husum området. Dog er alle arrangementerne åbne for alle, der er bosat i området og visse arrangementer som valgaftener henvender sig til alle, der har stemmeret til kommunalvalget. Til valgaftner og valgfest forventer ansøger ca. 100 deltagere pr. arrangement. Alle aktiviteter er gratis at deltage i. 

Aktiviteterne planlægges og afholdes i et samarbejde mellem Tingbjerg Kirke, Diakoniens Hus , Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus, Tryghedspartnerskabet, FSB/Husum, FSB/helhedsplan for Tingbjerg og Utterslev Huse, Ungefællesskabet i Tingbjerg og Unge i Centrum.

Der gøres reklame for projektet via sociale medier, herunder Instagram og Facebook, via uddeling af foldere i postkasse med oplysning om valg og stemmeprocedure på forskellige sprog samt via ophængning af plakater og info om arrangementer på nærliggende uddannelsesinstitutioner. 
Kommunikation sker også via Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus, EnergiCenter Voldparken, ungdomsklubber og sportsforeninger.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 48.000 kr.
Forventede udgifter: 153.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 57.000 kr. 

Projektet rummer udgifter til honorering af to projektansatte, forplejning til valgaftner, produktion af filmklip, valgfest, samt print af foldere.

Den ene projektmedarbejder søges finansieret via Tingbjerg-Husum Tryghedspartnerskab. Ansøger og samarbejdspartnere afholder de resterende udgifter i projektet.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller at projektet skal have støtte som ansøgt.

Forretningsudvalget har diskuteret ansøgningen og bakkede i udgangspunktet op om Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget indstilling om fuld støtte. Da der er ansøgt for flere penge end der resterer i Bydelspuljen, prioriterede forretningsudvalget at støtte de projekter, som udvalget mener i højest grad lever op til lokaludvalgets kriterier for tildeling af støtte fra Bydelspuljen. Forretningsudvalget indstiller således dette projekt til delvis støtte på 24.000 kr. Den delvise støtte er begrundet i en økonomisk prioritering af de resterende midler i Bydelspuljen

Økonomi

Pengene tages fra Bydelspuljen (Pulje A).

Beslutning

 

Lokaludvalget traf beslutning om at støtte projektet "Unge i Tingbjerg-Husum går til valg" med 24.000 kr. Den delvise støtte skyldes en økonomisk prioritering.

Til top