Ansøgning om støtte til "Klimalitteraturfestival"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Klimalitteraturfestival" med 4.500 kr.
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Husum Bibliotek søger på vegne af bibliotekerne i bydelen støtte til at afholde foredragsaktiviteter i forbindelse med en klimalitteraturfestival der finder sted på bibliotekerne på Nørrebro, Bispebjerg og Brønshøj-Husum den 27. september til 2. oktober 2021.
Der søges støtte til i alt tre foredrag der finder sted på Husum Bibliotek, Brønshøj Bibliotek og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus. Programmet er ikke fastlagt, men forventede optrædende/foredragsholdere fremgår af ansøgningen. Klimafestivalen har til formål at fejre og markerer skøn- og faglitteratur der omhandler klima og forholdet mellem natur og kultur.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Arrangementerne henvender sig særligt til unge og voksne, men aktiviteten er åbent for alle. Foredragene er gratis. Ansøger forventer 50 deltagere pr. foredrag, i alt 150 deltagere. Foredragene livestreames muligvis, hvilket vil medføre flere deltagere.
Klimafestivalen markedsføres via lokalavis, sociale medier, hjemmeside, plakater og brugbyen.dk.
Klimafestivalen arrangeres i et samarbejde mellem bydelens biblioteker og Nørrebro Bibliotek og BIBLIOTEKET på Rentemestervej. Der vil således være andre lignende arrangementer samtidig på Nørrebro og i Bispebjerg.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 9.000 kr.
Forventede udgifter: 86.400 kr.
Forventede indtægter: 59.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 18.400 kr.
Projektet rummer udgifter til forfatterhonorarer, markedsføring, leje af kunstinstallationen "Klimatelefonen" og forplejning af optrædende. Indtægter stammer fra Statens Kunstfond og Nørrebro Lokaludvalg (bevilget), samt Bispebjerg Lokaludvalg (ansøges). Ud over egenfinansieringen bidrager bibliotekerne med medarbejdertimer og stiller lokaler til rådighed.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget og Miljøudvalget. Begge fagudvalg indstiller til støtte som ansøgt. Miljøudvalget bemærker, at projektet rummer gode oplægsholdere i forhold til klima og miljø.
Forretningsudvalget har diskuteret ansøgningen og bakkede i udgangspunktet op om fagudvalgenes indstilling om fuld støtte. Da der er ansøgt for flere penge end der resterer i Bydelspuljen prioriterede forretningsudvalget at støtte de projekter, som udvalget mener i højest grad lever op til lokaludvalgets kriterier for tildeling af støtte fra Bydelspuljen. Forretningsudvalget indstiller således dette projekt til delvis støtte på 4.500 kr. Den delvise støtte er begrundet i en økonomisk prioritering af de resterende midler i Bydelspuljen.
Økonomi
Pengene tages fra Bydelspuljen (Pulje A)
Beslutning
Lokaludvalget traf beslutning om at støtte projektet "Klimalitteraturfestival" med 4.500 kr. Den delvise støtte skyldes økonomisk prioritering.