Høring: Nye kriterier for fremtidige kapacitetstilpasninger på dagtilbudsområdet
Tidligere beslutninger
22-02-2024: Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog orientering om nedskaleringsstrategi på 0-5 års området og lokaludvalgets høringssvar vedr. børnehaven Parkhøj til efterretning: Orientering vedr. nedskaleringsstrategien på 0-5 års området | Københavns Kommune
25-04-2024: Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog orientering om høringssvar vedr. børnehaven Nordtoftegaard til efterretning: Orientering om forpersonsbeslutning: Høringssvar vedr. foreslået lukning af børnehaven Nordtoftegaard | Københavns Kommune
30-05-2024: Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtog høringssvar vedr. forslag til nedskalering af dagtilbud i Københavns Kommune: Høring: Nedskalering af dagtilbud i Københavns Kommune | Københavns Kommune
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar vedr. forslag til nye kriterier for fremtidige kapacitetstilpasninger på dagtilbudsområdet.
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget har besluttet at sende et forslag til nye kriterier for fremtidige kapacitetstilpasninger på dagtilbudsområdet i høring: Nye kriterier for fremtidige kapacitetstilpasninger på dagtilbudsområdet - før høring | Københavns Kommune
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at beslutninger om nedjustering af kapacitet fremover sker på baggrund af følgende kriterier:
- Overskydende kapacitet i området
Analyse af befolkningsprognoser og kapacitetsudnyttelse i området. Der skal være overskydende kapacitet i minimum 5 år frem. Dette kriterie er forudsætning for igangsættelse af proces. - Økonomiske konsekvenser
Beregning af besparelsespotentiale på drift og husleje. Beregningen sker pba. nyeste opdaterede budget for husleje og faste driftsudgifter divideret med det antal børn, der fysisk er plads til i institutionen. - Søgning til institutioner
Vurdering af historisk og aktuel søgning samt belægningsgrad, baseret på gennemsnit af de seneste tre år. Ventelistedata og belægningsdata vægtes ligeligt. - Pædagogisk kvalitet og pædagogandel
Gennemgang af pædagogandel og tilsynsrapporter. Tilsynsrapporter hentes for de seneste tre år, og alle seks kriterier vægtes ligeligt. Ligeledes vægtes det negativt, hvis en institution er, eller har været, på pædagogisk handleplan. Pædagogandele og tilsynsdata scores ud fra intervaller og vægtes ligeligt. - Fysiske faciliteter og lokalemæssige forhold
Bygningers vedligeholdelsesstand vurderes, og det opgøres, om der er tale om flermatrikelinstitutioner, tredjemandslejemål eller store institutioner (over syv grupper). Vurderingen foretages kvalitativt og med inddragelse og dialog med institutionernes ledelse. Vurdering af vedligeholdelsesstand og anvendelsesmuligheder for både bygninger og udearealer foretages kun på institutioner, der er i spil til nedlukning.
Den ordinære høringsfrist er 21. april. Børne- og Ungdomsforvaltningen har accepteret, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg først indsender høringssvar 25. april. Høringsbrev, indkomne høringssvar m.v. kan læses på høringsportalen Bliv Hørt: Høringsportalen | Kapacitetstilpasninger på dagtilbudsområdet
Løsning
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget har drøftet forslaget til nye kriterier og ønsker, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg indsender et høringssvar. Se udkast til høringssvar i bilag.
Videre proces
Lokaludvalgssekretariatet sender høringssvaret til Børne- og Ungdomsforvaltningen. Børne- og Ungdomsudvalget forventes at tage endelig stilling til kriterierne på mødet 14. maj 2025.